Specifikationerne angivet i det følgende er baseret på produkter med egenskaber som beskrevet i PTM-anvisning 2. materialevalg.

Specifikationerne gælder for tagpap på basis af SBS-bitumen henholdsvis oxyd-bitumen (benævnt Flex henholdsvis Tæt i produktnavnet).

De tekniske data for de Phønix Tag Materialer-produkter, der skal anvendes i de angivne specifikationer, er nærmere beskrevet i PTM-anvisningen 2. Materialevalg.

Overpap
PTM BituFlex (PF 5000 SBS)
PTM BituFlex Kombi (PF/GF 5000 SBS)
PTM Selvbyggerpap (PF/GF 5000 SBS-S)

Underpap
PTM DuraFlex Kombi (PF/GF 3500 SBS)
PTM DuraFlex (PF 3500 SBS)
PTM DuraTæt Kombi (PF/GF 3500)
PTM DuraTæt (PF 3500)

Dampspærre 
PTM AeroTæt 20 Dampspærre (PF 2000)
PTM AeroTæt 32 Dampspærre (PF 3200)
PTM AeroFlex 35 Alu (PF/Alu 3500 SBS)
PTM Gulvmembran (PF 3000 SBS)

Oxyd og SBS (Benævnt Tæt og Flex i produktnavnet).

Ved vurdering af et produkts kvalitet er det vigtigt at vurdere produktets egenskaber, som anført i skemaerne om produktegenskaber i PTM-anvisning 2. Materialekrav

SBS-produkter er på grund af deres høje peelstyrke (se senere) også efter ældning specielt egnede til mekanisk fastgjorte dækninger.

Phønix Tag Materialers betegner SBS-produkter med et SBS-indhold større end ca. 10 % af bitumenvægten.

PTM Selvbyggerpap (PF 5000 SBS-S) er en overpap med selvklæbende overlæg, som fastgøres ved sømning i overlæggene. Produktet anvendes hovedsagelig til “gør det selv arbejde”

Tidligere produktbetegnelse

Phønix Tag Materialers tagpapprodukter og tagpap blev tidligere beskrevet ved 2-4 bogstaver efterfulgt af 4 cifre, som igen var efterfulgt af 3 bogstaver, f.eks. PF 5000 SBS.

De første 2-4 bogstaver angav armeringen, f.eks. står PF for polyesterfilt.

De 4 cifre beskrev produktets vægtklasse (g/m²), uden at dette er en direkte kvalitetsbetegnelse, idet indholdet af fyldstof i bitumenmassen påvirker vægten, men kun til en vis grænse forbedrer produktet.
De sidste 3 bogstaver, SBS, angav, at der er anvendt SBS-modificeret bitumen. Er der ikke angivet noget, betyder det at der er anvendt oxyderet bitumen eller modificeret SBS-bitumen med et SBS-indhold på under ca.10 %. Se afsnit 2.2.

PF angiver en tagpaptype med hovedarmering af polyesterfilt, der af producenten kan være kombineret med supplerende materiale hvor:

Armeringen kan have indflydelse på produktets brandegenskaber, og skal derfor specificeres i brandgodkendelsen for en specifikation på et givet underlag.

50 års levetid

Tagpapprodukter fra Phønix Tag Materialer har i dag en lang holdbarhed, og der kan forventes levetider på mindst 50 år for en 2-lagsløsning, under forudsætning af at taget er udført korrekt og vedligeholdt i henhold til PTM-anvisningerne.

Det er vigtigt, at tagpapmaterialerne bevarer deres flexibilitet gennem brugsperioden, idet dette blandt andet sikrer, at små bevægelser i underlaget ikke giver revner i tagpappen. Det er mest kritisk i kolde perioder.

Phønix Tag Materialers SBS-modificerede overpap testes derfor efter accelereret ældning for at kontrollere, at kuldeflexibiliteten ikke er mærkbart forringet, efter EN 1296 og EN 1109.

Bygningsreglementet, BR15/18, er funktionsbaseret, og durability (holdbarhed) er et gennemgående krav i BR 15/18. Derfor skal der altid i ydeevnedeklarationen (DoP) angives ældningsegenskaber for produkterne. For modificeret tagpap er det i henhold til produktstandarden DS/EN 13707 kuldeflexibilitet før og efter varmeældning, der skal angives. Se PTM-anvisning Materialekrav.

Ved skotrender forstås den del af tagfladen, som har fald mindre end 1:40.

Skotrender skal have fald.

Ved kasserender anvendes et fald på mindst 1:100.

Ved modfaldskiler skal der i sammenskæringslinien med tagfladen være et fald på mindst 1:165. 

Eksempel:
Et nyt tag med tagfald 1:5 kan udføres med en 1-lags tagpapdækning bestående af PTM BituFlex Kombi (PF/GF 5000 SBS).

Hvis taget har fald mod skotrende med fald 1:40, skal der i skotrenden anvendes en 2-lags tagpapdækning bestående af f.eks. PTM BituFlex (PF 5000 SBS) + PTM DuraFlex Kombi (PF/GF 3500 SBS).

For inddækninger gælder, at der skal anvendes minimum samme specifikation, som er anvendt på den del af tagfladen, der støder op mod inddækningen.

Kravene til inddækningens specifikation gælder op til en højde på 100 mm. Over dette niveau kan anvendes inddækning med et lag.

Det kan ikke forventes at inddækninger over 150 mm kan modstå vandtryk.

Figur 2.2.1: Inddækningshøjder.

Fald mod inddækninger, se skotrender. Inddækning af såvel overpap som underpap skal udføres ved påsvejsning af den  aktuelle strimmel.

På tage, hvor der forventes gangtrafik til drift- og vedligehold af ventilationsanlæg, antenneanlæg, lysskilte, vinduespartier m.v. bør der udlægges gangbaner, i form af minimum et lag ekstra overpap, specielle gangplader eller tilsvarende. Her må der naturligvis tages hensyn til afvandingsforholdene, som ikke herved må forringes til under minimumskravene.

De CEN-produktstandarder, der er grundlag for CE-mærkning af produkter til vand- og fugtsikring, er vist på figur og tabel 3.1.

I de efterfølgende specifikationstabeller er angivet, hvilken produktstandard der er relevant for det pågældende område.

Figur 3.1: Angivelse af områder for CEN-produktstandarder.

Tabel 3.1: CEN-produktstandarder.

De grå felter angiver de hældninger, hvor de anførte specifikationer kan anvendes. Tabellerne er udført således, at de mest sikre og robuste specifikationer står øverst i tabellen.

Tabel 4.1: Specifikationer: Tagdækning på underlag af tagisolering, brædder, krydsfiner eller OSB-plader. Tagdækningen skal være B_roof (t2) på det aktuelle underlag.

På tagkassetter skal der anvendes limet fer/not som elementoverside og elementsamlinger strimles med PTM DuraFlex (PF 3500 SBS).

Tabel 5.1: Specifikationer: Renovering (ny tagdækning på en eksisterende tagdækning).

²Renovering uden opbygning af fald svarende til 1:40 bør normalt undgås.

Tabel 5.2: Specifikationer: Renovering med mineraluldsisolering samt ny tagpap.

²Renovering uden opbygning af fald svarende til 1:40 bør normalt undgås.

Tabel 6.1.1: Specifikationer: Listedækning.

Tabel 6.2.1: Specifikationer: Plankedækning ²⁾.

²⁾ Planken skal være 5/45 mm x 150 mm.

Ved stenbelagte tage anvendes samme specifikation som ved almindelige tage med synlig tagpap. 

Der skal anvendes sten med graduering 16/32 mm og uden indhold af flint. Hvis der anvendes skarpkantede sten, skal der udlægges en UV-bestandig polyesterfiberdug med fladevægt på mindst 150 g/m² under stenlaget. 

Husk at kontrollere bæreevne af tagkonstruktion for ekstra stenlast.

Tabel 6.3.1: Specifikationer: Tage med stenballast.

Tabel 1.7.1.1: Specifikationer: Tagdækning på tagterrasser udført som omvendt tag eller duo-tag ³⁾ på underlag af beton, træ eller isolering ¹⁾.

¹⁾ Celleplast med en korttidstrykstyrke på min. 150 kN/m² efter EN 826 og med flammespærre af GF 3000 (bitumencoated glasfilt, 60 g/m² og med tykkelse på min. 2,0 mm) eller celleglas.
²⁾ Hældningen kan reduceres til 1:100, hvis der udføres opretning af underlaget med overbeton eller afretningsmørtel.
³⁾ Isolering over tagpap skal altid være extruderet polystyren med trykstyrke på min. 250 kN/m².
⁴⁾ På grund af fugerne mellem fliser eller tremmeriste skal den extruderede polystyren altid beskyttes med en egnet branddug og de lokale brandmyndigheders godkendelse bør indhentes.
⁵⁾ Rækkefølgen af specifikationerne er udtryk for løsningens sikkerhed mod mekanisk beskadigelse, hvor de øverste er de bedste.

Tabel 7.2.1: Specifikationer: Tagdækning under tagterrasser udført som retvendt tag på underlag af beton, træ eller isolering ¹⁾.

¹⁾ Extruderet eller expanderet polystyren med trykstyrke ≥ 150 kN/m² med flammespærre af GF 3000 (bitumencoated glasfilt, 60 g/m² og med tykkelse på min. 2,0 mm) eller celleglas.
²⁾ Glidelag af 0,5 mm PE-folie plus fiberdug 150 g/m², min. 30-50 mm læggegrus i henhold til DS 401 under betonfliser.
3) Fliser på fødder anbefales frem for fliser i grus. Betonfliser på max 500 x 500 mm understøttet på flisefødder eller tremmeriste af træ understøttet på trykimprægnerede rigler. Anvendes tremmeriste af træ skal tagdækningen være B_roof(t2).
4) Rækkefølgen af specifikationerne er udtryk for løsningens sikkerhed mod mekanisk beskadigelse, hvor de øverste er de bedste.

(Max vækstlag 60 mm og kun sedumplanter)

Tabel 8.1.1: Specifikationer: Grønne tage.

¹⁾ Tilsat rodhæmmende middel og CE-mærket i henhold til EN 13707 og testet efter EN 13948, Root penetration.

²⁾ Ekstensive grønne tage kan udføres uden rodhæmmende tagpap såfremt der foreligger en vedligeholdelsesplan med fjernelse af ikke-sedum planter.

³⁾ Tagdækning uden beplantning skal være B_roof(t2)

Tabel 8.2.1: Specifikationer: Grønne tage.

¹⁾ Tilsat rodhæmmende middel og CE-mærket i henhold til EN 13707 og testet efter EN 13948, Root penetration. EN 13948 tester ikke mod rhizomer.

Ved dimensionering af opbygningen skal der tages hensyn til belastninger fra de aktuelle køretøjer, når der vælges isolering, gruslag, kørebanebelægning m.v.

Disse specifikationer gælder ikke konstruktioner omfattet af vejreglerne, som stiller specifikke krav til underlag, grunding m.v. Hvis der skal udlægges varm asfalt direkte på membranen, stilles krav til effektiv vedhæftning til betonunderlaget for at undgå blister og buler. Dette kræver normalt epoxy-grunding.

Tabel 9.1.1: Specifikationer: Parkeringsdæk udført på betonunderlag ¹⁾ med kørebane af vejasfalt eller pladsstøbt armeret beton C 40 ekstra aggressiv ³⁾.

¹⁾ Krav til underlag: Se vejregler AAB 8 afsnit 10.3.2.2.
²⁾ Det anbefales, at der anvendes epoxy-grunder afstrøet med sand.
³⁾ Glidelag af 0,5 mm PE-folie plus fiberdug 150 g/m² mellem kørebanebeton og tagmembran.

Tabel 9.2.1: Specifikationer: Isoleret parkeringsdæk udført som retvendt tag med isolering af celleglas med køre bane af selvlåsende belægningssten, lagt i grus 1) eller armeret pladsstøbt beton³⁾. Belægningssten i grus anbefales kun på mindre arealer med begrænset let trafik.

¹⁾ Opbygning: 0,5 mm PE-folie, fiberdug, min 100 mm stabilgrus og 30-50 mm læggegrus og selvlåsende belægningssten.
²⁾ Der stilles særlige krav til betonunderlaget.
³⁾ Glidelag af 0,5 mm PE-folie plus fiberdug150 g/m² mellem kørebanebeton og tagmembran.

Tabel 9.3.1: Specifikationer: Parkeringsdæk udført som omvendt tag med kørebane af selvlåsende belægningssten lagt i min. 150 mm grus, eller armeret pladsstøbt beton. Belægningssten i grus anbefales kun på mindre arealer med begrænset let trafik.

¹⁾ Isolering over membran udføres i XPS-isolering.
²⁾ Isolering under membran udføres i celleglas.

Tabel 1.11.1: Specifikationer: Shingles-tagdækninger.

Ved sekundære tage forstås tage på fritliggende carporte, halvtage og lignende.

Tabel 11.1.1: Specifikationer: Sekundære tage, nye.

Tabel 11.2.1 Specifikationer, sekundære tage, renovering.

En mere detaljeret gennemgang af specifikationerne for faste undertage findes i PTM-anvisning Undertage.

Tabel 12.1.1: Specifikationer: Faste undertage af tagpap på krydsfiner eller brædder under tætte tagdækninger.

¹⁾ Definition på tætte tagdækninger (overtag) se PTM-anvisning Undertage.
²⁾ Selvklæbende overlæg.

Tabel 12.2.1: Specifikationer: Faste undertage på krydsfiner eller brædder under åbne tagdækninger.

¹⁾ Definition på åbne og mindre tætte tagdækninger (overtag) se PTM-anvisning Undertage.
²⁾ Selvklæbende overlæg.

Tabel 13.1: Specifikationer: Selvbærende undertage af bitumenbaserede banevarer.

¹⁾ Definition på åbne, mindre åbne og tætte tagdækninger (overtag) se PTM-anvisning undertage.

Regler for anvendelse af dampspærrer af bitumen er angivet i PTM-anvisning Fugt.

Regler for anvendelse af murpap er angivet i www.mur-tag.dk.

Hvis der ønskes stor sikkerhed mod opstigende fugt gennem betondæk, anvendes en svejst tagpap på betonens overside. Den anvendte tagpap skal være testet for bitumenlugt.

Varmerør skal isoleres, så fugtspærren/radonspærren ikke opvarmes til mere end 40^oC, hvilket normalt kræver mindst 50 mm rørisolering.

Tagpappen svejses til underlaget, men der kan ikke forventes fuldsvejsning på almindelig afrettet beton.

Tabel 14.1: Specifikationer: Murpap, fugt- og radonspærre samt dampspærre.

¹⁾ Overlæg og tilslutninger koldklæbes.
²⁾ Svejses til underlaget og overlæg svejses.
³⁾ Indeklimatestes ref. Nordic indeklimatest. M1 klassifikation
⁴⁾ Ved hævet dampspærre forstås dampspærre udlagt på isolering ovenpå profilerede stålplader og eller tynde betondæk.

Murpap bør være ca. 150 mm bredere end muren, så tilslutning til fugtspærre/radonspærre i gulvet er mulig.

Sideoverlæg på radonspærre/fugtspærre svejses. Endeoverlæg og tilslutninger til vægge svejses eller koldklæbes.

Underlaget for radonspærre/fugtspærre skal være plant og bestå af afrettet beton eller et pudslag.

Denne PTM-anvisning angiver materialekrav og data for tagpap, undertage, murpap, dampspærre og fugtspærre baseret på bitumenprodukter på basis af de relevante produktstandarder.

Vær opmærksom på at CE-mærkning er ikke et kvalitetsmærke, men kun en bekræftelse af, at der er brugt EN-prøvningsmetoder til bestemmelse af egenskaberne.

Der skal nu også foreligge en ydeevnedeklaration (DoP) for alle produkter. Dette er derfor også indarbejdet i anvisningen.

Kravene til bitumenbaserede produkter består af lovgivningsmæssige krav og PTM-krav.

De lovgivningsmæssige krav består af europæiske krav efter Byggevareforordningen (CPR) og danske nationale funktionsbaserede krav, i form af krav i Bygningsreglementet til f.eks. brand og holdbarhed.

Hertil kommer, at de kommunale myndigheder kan stille særlige krav.

Alle produkter skal være CE-mærkede, men mærkning stiller kun få eller ingen krav til produktegenskaberne. Phønix Tag Materialer har derfor fundet det nødvendigt at opstille krav for at opnå de ønskede egenskaber for produkternes anvendelse og funktion under danske klimabetingelser og byggetraditioner.

De lovgivningsmæssige krav omfatter bl.a. følgende:

• Alle produkter skal være CE-mærkede efter den til anvendelsen rigtige produktstandard
• Der skal foreligge en ydeevnedeklaration (DoP) for alle produkter, og den skal være offentlige tilgængelig enten elektronisk eller i papirform
• Produkterne skal overholde kravene i den danske byggelovgivning, som bl.a. er angivet i Bygningsreglementet som krav f.eks. til brandegenskaber og holdbarhed
• Særlige krav til brandfarlige bygninger for brandfarlige virksomheder angivet i Beredskabsloven

CE-mærkning efter de aktuelle produktionsstandarder siger i sig selv ikke noget om produktets egnethed til den aktuelle opgave, idet der kun stilles få krav i CE-standarderne. Det er derfor nødvendigt at stille krav til de egenskaber, der skal opfyldes i CE-mærkningen.

CE-mærkningen i sig selv er ikke en kvalitetsbetegnelse, men alene et mærke, der sikrer produktets fri bevægelighed i EU-landene.

CE-mærkningen sikrer dog, at der er anvendt de harmoniserede prøvningsmetoder til bestemmelse af produktegenskaber.

For at tagpapprodukter skal kunne anvendes i henhold til PTM’s anvisninger, skal de opfylde de krav til egenskaber, der er angivet i de følgende afsnit.

Da der er en række essentielle egenskaber ved produkterne, som der ikke er krav til i lovgivningen, har det været nødvendigt for Phønix Tag Materialer at opstille krav til disse egenskaber.

De produktkrav, der er opstillet i det følgende, er udtryk for de egenskaber ved produkterne, som efter Phønix Tag Materialers vurdering, er nødvendige for anvendelse under danske forhold og til danske byggemetoder.

Materialeegenskaberne for bitumenbaserede produkter fastlægges efter en række europæiske produktstandarder, der er udgivet som dansk standard, DS/EN-standarder.

Denne PTM-anvisning omhandler nedenstående produktstandarder.

Tabel 1.3.1: Produktstandarder.

For at tagpapprodukter skal kunne anvendes i henhold til PTM’s anvisninger, skal de opfylde de krav til egenskaber, der er angivet i de følgende afsnit.

Værdierne for egenskaber opgives normalt som MDV eller MLV, hvor

MDV = manufacturers declared value og
MLV = manufacturers limiting value

Derudover skal spredningen oplyses, og dette kan ske i henhold til TR 16625, som angiver spredningen for 95% konfidensinterval svarende til 2s, hvor s = standardafvigelsen.

Opgives egenskabsværdier som MDV betyder dette, at de værdier, som producenten finder i sin produktionskontrol, er større/mindre end værdien med en tolerance, som oplyses af producenten

Opgives værdierne som MLV betyder dette, at det er en minimums- eller maksimumsværdi, som producenten overholder i sin produktionskontrol.

MDV skal opfylde PTM's krav ved at: MDV minus 2 gange standardafvigelsen (2s) skal være større end PTM's krav til den pågældende egenskab. I de følgende tabeller anføres egenskaber med MDV-tolerance (MDV-tol).

Ydeevnedeklaration, DoP, er fra 1. juli 2013 et lovkrav, som blev indført i forbindelse med at Byggevaredirektivet, CPD, blev erstattet af Byggevareregulativet, CPR.

For at kunne CE-mærke en byggevare, skal producenten udarbejde en Ydeevnedeklaration (DoP) for den pågældende Byggevare.

Der skal være en entydig sammenhæng mellem Ydeevnedeklarationen og byggevarens betegnelse (Varenummer). Ydeevnedeklarationen skal i henhold til bilag III i CPR indeholde en række informationer, som kan ses i bilag 1.1.

Durability (holdbarhed) egenskaber af byggematerialer er der generelt stillet krav om i BR 15/18, og disse skal være deklareret i Ydeevnedeklarationen efter de metoder, der er fastlagt i den tekniske specifikation, som der CE-mærkes i henhold til.

Alle de omtalte produktstandarder indeholder krav til durability.

I de anførte produktstandarder anføres i § 5.1.2 at produktets egenskaber kan 3. parts kontrolleres senest en måned efter det har forladt producentens lager.

Dette gælder i henhold til Energistyrelsen ikke for ”essential characteristics” som findes beskrevet i hver produktstandards annex ZA.1.

Produktstandarden for tagpap DS/EN 13707 angiver Annex ZA.1 følgende ”essential charateristics” se bilag 1.2.

Teknisk godkendelse: Mindst 50 års levetid på 2-lagsløsninger 

Phønix Tag Materialers to-lags SBS-løsninger har en forventet levetid på mindst 50 år, under forudsætning af at taget er udført korrekt og vedligeholdt i henhold til PTM-anvisningerne.

Det er fastlagt på baggrund af en feltundersøgelse foretaget af Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) og derefter tredjeparts-certificeret af det uvildige godkendelsesorgan for byggevarer ETA Danmark, se ETA Danmarks omtale af godkendelsen. 

Dette er certificeret med udgangspunkt i hovedprodukterne PTM Bituflex eller BituFlex Kombi overpap med PTM Duraflex eller DuraFlex Kombi underpap. Certifikatet er en Teknisk Godkendelse til Anvendelsen, Nr. TGA.2018/004 Se certifikat her

SBS-indholdet er en vigtig kvalitetsparameter for tagpap. (SBS benævnt Flex i produktnavnet)

Tagpap må kun kaldes SBS-tagpap, når SBS-indholdet er tilstrækkeligt til, at der fremkommer en kontinuert SBS-fase i bitumenmassen, hvilket sker ved ca. 10-14 % SBS af bitumenvægten uden filler.

En ny test af udvaskning viser, at man kan bruge overfladevand fra tagpaptage til tøjvask, toiletskyl og blomstervanding. Og man kan sende regnvandet til recipient, sø og å.

Phønix Tag Materialers tagpap, både i sort, kulsort og NOXOUT-udgaven er undersøgt for stofudvaskning, såkaldt leaching.

Det sker i en testrapport fra Danish Waste Solutions, der august 2021 har testet PTM Bituflex-produkterne. Rapporten sammenligner overfladevand fra taget med almindeligt regnvand, og konkluderer, at stofkoncentrationerne er ubetydelige og typisk på niveau med almindeligt regnvand.

Der stilles i Danmark ikke generelle krav til udvaskning fra tagmaterialer, men nogle kommuner har i forbindelse med særlige projekter stillet krav om dokumentation for udvaskning. Dette er f.eks. tilfældet, hvis tagvandet afledes direkte til følsomme vandløb eller lignende. Jf. Rørcenteranvisning 3.

Stofudvaskningen fra Phønix Tag Materialers tagpap er undersøgt ved hjælp af en såkaldt tankudvaskningstest, der beskriver stofudvaskningen fra overfladen af et materiale som funktion af tiden. Testen er udført som beskrevet i den tekniske specifikation DS/CEN/TS 16637-2: 2014.

Med fastlagte tidsintervaller tages prøver af vandet, som så sendes til kemisk analyse for indhold af både organiske og uorganiske materialer.

Ved mekanisk fastgjorte tagpapdækninger, som er det almindeligste i dag, stilles, via danske normer, Eurocodes og danske annexer til Eurocodes DS/EN 1991-1-4, krav om tagpapprodukternes styrke over for udrivning eller gennemlokning af beslagene gennem tagdækningen.

Ved 2-lags løsninger stilles krav til underpappen, som fastgøres mekanisk, mens overpappen svejses til underpappen.

Ved 1-lags løsninger stilles krav til overpappen, idet denne fastgøres direkte til underlaget.

Styrketallene for henholdsvis over- og underpap bestemmes ved en systemtest, hvor både beslagets udformning og tagpapproduktets egenskaber har indflydelse på resultatet.

Leverandører af fastgørelsesbeslagene eller af tagpap til mekanisk fastgørelse skal derfor, for specifikke fastgørelsesbeslag, opgive deres styrketal for de enkelte typer og fabrikater af tagpap.

Styrken for kombinationen tagpap/beslag bestemmes efter EN 16002. Selve beslaget (skrue og skive) dokumenteres efter EOTA Guideline 006 annex D.

Figur 1.7.1: Foto fra prøvning af tagpap i sugekasse efter DS/EN 16002 hos Phønix Tag Materialer A/S.

Der skal for hver tagsag foreligge en fastgørelsesplan, se PTM-anvisning Fastgørelse af tagdækning / solceller; Denne udarbejdes normalt af beslagleverandøren.

De efterfølgende tekniske data skal fremgå af produktets CE-mærkning og ydeevnedeklaration for at produktet kan anvendes i henhold til PTM’s anvisninger.

Det enkelte produkt kan ikke brandklassificeres. Den enkelte producent må brandprøve og klassificere kombinationen af underlag, underpap og overpap i henhold til EN 13501-5.

Det bemærkes, at overpap og underpap fra forskellige producenter ikke kan kombineres, uden at der foreligger en konkret afprøvning på det aktuelle underlag.

Tabel 2.1.1: Krav til underpapper af oxyderet bitumen - produktstandard EN 13707.

^*) Som alternativ til SBS-bitumen kan anvendes oxyd-bitumen (benævnt Flex og Tæt i produktnavnet) med lavere SBS-indhold end ca. 10 % eller blandinger af oxyd- og SBS-bitumen.

¹⁾ Brand er en systemtest, og kan ikke angives for det enkelte produkt.
²⁾ MDV-tol = manufacturers declared value minus tolerance som er 2 x spredningen. MLV = manufacturers limiting value.
³⁾ 400 er default værdi i EN 13707 opgivet til μ = 20.000 svarende til en Z-værdi på 250 for en 2,5 mm tagpap tykkelse. Leverandøren kan oplyse egne værdier målt i henhold til EN 1931 og disse vil normalt være væsentlig højere.
⁴⁾ Tolerance for Kombi-armeringer (PF/GF) sættes 1 x spredningen, dvs. MDV-1 x spredning.

Tabel 2.2.1: Krav til underpapper af SBS-bitumen - produktstandard EN 13707.

¹⁾ Brand er en systemtest og kan ikke angives for det enkelte produkt.
²⁾ MDV-tol = manufacturers declared value minus tolerance som er 2 x spredningen. MLV = manufacturers limiting value.
⁴⁾ 400 er default værdi i EN 13707
⁵⁾ Tolerance for Kombi armeringer (PF/GF) sættes 1 x spredningen, dvs. MDV-1 x spredning.

Tabel 2.3.1: Krav til overpapper - produktstandard EN 13707.

¹⁾ Alle produkter i denne tabel er med skiferbestrøning.
²⁾ Det aktuelle produkt kan ikke brandklassificeres, og den enkelte producent må brandprøve og klassificere kombinationer af underlag, underpap og overpap.
³⁾ MDV-tol = manufacturers declared value minus tolerance som er 2 x spredningen. MLV = manufacturers limiting value.
⁴⁾ Kravet gælder kun for produkter til 1-lags løsninger, som fastgøres mekanisk.
⁵⁾ 400 er default værdi i DS/EN 13707 opgivet til μ = 20.000 svarende til en Z-værdi på 400 for en 4,0 mm tagpap tykkelse. Leverandøren kan oplyse egne værdier målt i henhold til EN 1931 og disse vil normalt være væsentlig højere.
⁶⁾ Tolerancen for tykkelsen sættes til 1 x spredningen, dvs. MDV-1 x spredning.

For tagdækninger under 1:5 stilles krav til slagfasthed for den færdige tagdækning. Prøvningen udføres på grundlag af EN 12691. Kravet til den færdige tagdækning er, at den kan bestå testen med en 12,7 mm dorn med en faldhøjde på 2,0 m ved 0^oC på det aktuelle underlag.

Tabel 2.4.1: Krav til bitumenmembraner til parkeringsdæk.

¹⁾ MDV-tol = manufacturers declared value minus tolerance som er 2 x spredningen. MLV = manufacturers limiting value.
²⁾ Overfladen er uden bestrøning.

Tabel 2.5.1: Krav til membraner til tagterrasser og grønne tage.

¹⁾ MDV-tol = manufacturers declared value minus tolerance som er 2 x spredningen. MLV = manufacturers limiting value.
²⁾ Overfladen er uden bestrøning.
³⁾ 400 er default værdi i EN 13707 opgivet til μ = 20.000 svarende til en Z-værdi på 400 for en 4,0 mm membrantykkelse. Leverandøren kan oplyse egne værdier målt i henhold til EN 1931 og disse vil normalt være væsentlig højere.
⁴⁾ Rodfast i henhold til EN 13948.

Tabel 2.6.1: Krav til shingles - produktstandard EN 544.

¹⁾ Det aktuelle produkt kan ikke brandklassificeres, og den enkelte producent må brandprøve og klassificere kombinationer af underlag, underpap og overpap.
²⁾ MDV-tol = manufacturers declared value minus tolerance som er 2 x spredningen. MLV = manufacturers limiting value.

Alle tagpapprodukter har en høj diffusionsmodstand, men der er dog forskelle på diffusionsmodstanden, Z-værdien, som det fremgår af tabel 2.7.1.

Z-værdien for tagpapprodukter oplyses af producenten. Hvis Z-værdien ikke er bestemt, anvendes en værdi på 400.

Tabel 2.7.1 Vejledende Z-værdier

Ved frysehuse, svømmehaller mv. er det vigtigt at vurdere diffusionsmodstanden af både tagpapdækning og dampspærre.

Murpap skal være armeret med polyesterfilt for at give en god rivestyrke. Murpap kan også anvendes som radonsikring.

Tabel 2.8.1: Krav til materiale anvendt til murpap - produktstandard EN 14967.

¹⁾ MDV-tol = manufacturers declared value minus tolerance som er 2 x spredningen. MLV = manufacturers limiting value.

Tagpap er velegnet som fugtspærre på betonunderlag i terrændæk, kælderdæk m.v. Tagpap armeret med polyesterfilt kan modstå en del påvirkninger i byggeperioden. Tagpap med svejste overlæg kan også anvendes som radonspærre.

Tabel 2.9.1: Krav til materiale anvendt til fugtspærre og radonspærre - produktstandard EN 13969.

¹⁾ MDV-tol = manufacturers declared value minus tolerance som er 2 x spredningen. MLV = manufacturers limiting value.
²⁾ 400 er default værdi i EN 13707.

Dampspærre i varme tage kan have flere funktioner:

• Sikre mod diffusion fra underliggende rum
• Sikre at byggefugt ikke diffunderer op i tagisoleringen
• Sikre lufttæthed i konstruktioner
• Fungere som byggepladsmembrani byggeperioden

Der skelnes mellem 2 løsninger afhængig af tagopbygningen:

a) Dampspærre udlagt direkte på underlag af beton eller træ

b) Dampspærre udlagt på isolering på underlag af profilerede stålplader eller betonelementer

Anvendelse af PE-folie som dampspærre i varme tage frarådes, da der ikke opnås tilstrækkelig lufttæthed ved fastgørelser m.v.

Løsning a) kan også fungere som byggepladsmembran, mens løsning b) ikke er robust nok til at være byggepladsmembran på grund af de eftergivelige underlag.

Dampspærre skal i begge situationer være lufttæt og alle samlinger, tilslutninger og gennemføringer skal inddækkes med tagpapstrimler. Se PTM-anvisning Fugt.
Isolering og tagdækning i varme tage fastgøres mekanisk og fastgørelserne går gennem dampspærre. Erfaringer og prøvninger har vist, at tagpapdampspærrer tætner godt omkring fastgørelserne, således der opnås god lufttæthed.

Krav til dampspærre på fast underlag

Tabel 2.10.1: Krav til dampspærre på fast underlag - produktstandard EN 13970.

¹⁾ MDV-tol = manufacturers declared value minus tolerance som er 2 x spredningen. MLV = manufacturers limiting value.

Hvis der er meget stor belastning på dampspærren i byggeperioden fra arbejde med facade og ventilation, kan det være nødvendigt at anvende en kraftigere og mere robust membran. Derfor er PF 5200 SBS medtaget i tabellen over dampspærre til udlægning på beton.

Krav til dampspærre på underlag af trædefast isolering

Tabel 2.10.2: Krav til dampspærre på underlag af trædefast isolering - produktstandard EN 13970.

¹⁾ MDV-tol = manufacturers declared value minus tolerance som er 2 x spredningen. MLV = manufacturers limiting value.

Til køle- og fryserum kan der være behov for dampspærre med ekstra stor diffusionsmodstand. Der anvendes derfor en bitumen-agpap med alu-indlæg. Data for alu-dampspærre er vist i tabel 2.10.3.

Krav til dampspærre med alu-indlæg

Tabel 2.10.3: Krav til dampspærre med alu-indlæg - produktstandard EN 13970.

¹⁾ MDV-tol = manufacturers declared value minus tolerance som er 2 x spredningen. MLV = manufacturers limiting value.

Bemærk, at ved fryserum skal dampspærre placeres på ydersiden, og dampspærre indgår i tagdækningen som underpap.

Ved kølerum, skøjtehaller og lignende skal der foretages en fugtteknisk vurdering af dampspærres placering.

I svømmehaller, fugtig industri m.v. kan dampspærre med alu-indlæg med fordel anvendes som dampspærre på den varme side af isoleringen.

Bitumenbaserede undertage har været anvendt i mere end 50 år i Danmark. De er et af de mest holdbare undertage til såvel åbne som mindre åbne tagdækninger.
Det bitumenbaserede undertag PF 1500 har været anvendt i mere end 40 år.

Tabel 2.11.1: Krav til bitumenbaserede undertage - produktstandard EN 13859-1.

¹⁾ Bitumenindhold er min 800g/m^2
2) MDV-tol = manufacturers declared value minus tolerance som er 2 x spredningen. MLV = manufacturers limiting value.

Faste undertage med tagpap på underlag af brædder, krydsfiner eller OSB-plader er det sikreste undertag, og samtidig et undertag, der har en levetid, der modsvarer tegl, skifer og lignende overtage.

Tabel 2.12.1: Krav til underpapper til faste undertage - produktstandard EN 13707. PF 2300 SBS-S er efter produktstandard 13859-1.

¹⁾ Krav til B_roof(t2) opfyldes af overtaget af tagsten, skifer eller metalplader.
²⁾ MDV-tol = manufacturers declared value minus tolerance som er 2 x spredningen. MLV = manufacturers limiting value.

En tagpapdækning kræver et stabilt og plant underlag, samt den fornødne hældning, for at opnå vandtæthed og den ønskede vandafledning.

Udfaldskravet til en tagpapdækning er beskrevet som lunkekrav og hældningskrav.

Væsentlige faktorer for opfyldelse af lunkekrav og hældningskrav er konstruktionens stivhedsforhold og evt. differensnedbøjning mellem forskellige dele af tagkonstruktionen, samt montagetolerancer.

Udfaldskravet til underlaget er indfaldskrav til tagdækning og omfatter fx:

• Spring i overfladen
• Ujævnheder i overfladen
• Planhed af overfladen
• Vinkeldrejning ved vederlag
• styrke af lag i konstruktionen anvendt til mekanisk fastgørelse

Der gælder følgende udfaldskrav til tagpapdækningen.

Lunkekrav

Tabel 1.1: Acceptable lunkestørrelser

Hældningskravet til tagpaptage er 1:40 eller 25 mm pr. m. Der er en tolerance på hældningen svarende til -5 mm pr. m, således at den resulterende lokalt bliver 1:50.

For kasserender er hældningskravet 1:100 eller 10 mm pr. m.

For sammenskæringslinjer mellem modfaldskiler og tagflader med fald 1:40 er hældningskravet 1:165 eller 6 mm pr. m.

Ved omvendte tag, duo-tage, hvor membranen ligger beskyttet mod frost er hældningskravet 1:100 eller 10 mm pr. m. Dette kræver normalt et pudslag for at opfylde lunkekravene.

Ved uisolerede dæk over P-kældre og lignende er hældningskravet også 1:100, men der kræves så et glidelag eller en XPS-isolering over membranen, som hindrer belægningen i at fryse fast i membranen.

Det kræver et pudslag eller en overbeton for at opfylde lunkekravene.

Hvis udfaldskrav til underlaget (beton, træ eller stål) ikke svarer til indfaldskravet for tagdækningsarbejdet, må der iværksættes afhjælpningsforanstaltninger i form af et mellemlag, for at udfaldskravet til tagdækningen kan opnås.

Foranstaltningerne kan fx bestå i opretning med pudslag lokalt eller på hele fladen.

Der kan i nogle tilfælde også rettes op med løs Leca, men dette kræver, at der anvendes mekanisk fastgjort underpap.

Figur 1.2.1.: Udfaldskrav til tagdækning og indfaldskrav til underlag.

Indfaldskrav
Målemetoder til kontrol af udfaldskrav og indfaldskrav er vist i slutningen af dette afsnit. Der henvises også til ”Hvor går grænsen” fra Dansk Byggeri.

Se senere afsnit.

Fald
Tagpapunderlagets hældning skal som udgangspunkt være mindst 1:40 (25 mm pr. m), men der kan accepteres en negativ afvigelse på 5 mm pr. m, svarende til en i praksis minimal acceptabel hældning på 1:50. Det vil sige en tolerance på -5 mm målt med en 2 m retskinne.

Planhed
Overfladen skal være plan, svarende til ± 3 mm målt med 1 m retskinne.

Spring
Der må ikke forekomme spring mellem pladedele på over 3 mm. (Der anvendes fortrinsvis fer og notsamlinger). Træunderlag vil normalt opfylde underlagskravene. Målingen foretages med 1 m retskinne.

Hvis der er for store spring i træunderlaget, må dette enten lægges om eller rettes op med egnet spartelmasse.

Ved anvendelse af spartelmasse fastgøres tagdækningen mekanisk til underlaget, da spartellaget ikke kan forventes at have en tilstrækkelig delamineringsstyrke.

Nedbøjning
Trækonstruktionen skal være dimensioneret således, at nedbøjning for karakteristisk naturlast ikke overstiger:

u/l = 1/400 af spændvidden

og således at langtidsnedbøjningen for egenlast ikke overstiger:

u/l = 1/400 af spændvidden

Fald
Tagpapunderlagets hældning skal som udgangspunkt være mindst 1:40 (25 mm pr. m), men der kan accepteres en negativ afvigelse på 5 mm pr. m, svarende til en i praksis minimal acceptabel hældning på 1:50. Det vil sige en tolerance på -5 mm målt med en 2 m retskinne.

Planhed
Bræddeoverfladen skal være plan og jævn og fri for løse knaster. Planhed skal være ±3 mm, som måles med en 1 m retskinne. Mindre vankanter accepteres på kortere strækninger, dog højst svarende til 1,5 % af en leverance. Bræddeunderlag har normalt den fornødne planhed.

Spring
Der må ikke forekomme spring mellem brædder på mere end ±3 mm målt med 1 m retskinne.

Hvis der er store spring i træunderlaget, må det enten lægges om eller rettes op med egnet spartelmasse. Opretning med et udlignende mellemlag af spartelmasse kræver mekanisk fastgørelse af tagpaplaget, da der ikke er tilstrækkelig delamineringsstyrke i et spartellag.

Nedbøjning
Bræddeunderlaget skal være dimensioneret, således at nedbøjningen mellem understøtninger for karakteristisk last ikke overstiger:

u/I = 1/400 af spændvidden

Dette opnås ved at følge de gængse dimensioneringsregler, fx fra Træinformation.

Beton i form af elementer eller som pladsstøbt beton kan udgøre direkte underlag for tagpapmembraner, eller være underlag for dampspærre og isolering i varme tage.

Dampspærren vil ofte også fungere som byggepladsmembran.

Betonelementer og pladsstøbt beton som underlag for isolering og dampspærre/byggepladsmembran

Dette afsnit gælder, hvis der ikke er krav om, at dampspærre/byggepladsmembran skal fuldsvejses til underlaget.

Fald
Tagpapunderlaget eller et evt. mellemlags hældning skal som udgangspunkt være mindst 1:40 (25 mm pr. m), men der kan accepteres en negativ afvigelse på 5 mm pr. m, svarende til en i praksis minimal acceptabel hældning på 1:50. Det vil sige en tolerance på -5 mm pr. m målt med en 2 m retskinne.

Betonelementer og pladsstøbt beton udføres ofte vandret som underlag for kileskåret isolering, som så tilvejebringer faldet 1:40. Afvigelsen fra vandret må så højst være -5 mm pr. m målt med en 2 m retskinne.

Planhed
Overfladen skal være plan og jævn. Der må ikke forekomme lunker med dybde større end 10 mm. Der må ikke forekomme grater eller grøfter med større højde/dybde end 10 mm.

Begge dele måles med en 1 m retskinne.

Spring
Der må ikke forekomme store spring mellem naboelementer. Det maksimalt tilladelige spring parallelt med faldet er 10 mm for spændvidder op til 6 m. Ved større spændvidder kan accepteres større spring op til 30 mm, men dette kræver opretning med et udlignende mellemlag i form af pudslag i overgangene.

Det maksimalt tilladelige spring på tværs af faldet er 10 mm ved kasserender og ved modfaldskiler. Spring i tagfladen måles med 1 m retskinne.

Hvis spring i tagfladen er større end 10 mm, må der fortages opretning med pudslag eller tilsvarende.

Nedbøjning for egenvægt
Den maksimale nedbøjning på langs af faldet ved kasserender og modfaldskiler må højst være 10 mm, målt med en retskinne over 2,0 m.

Differensnedbøjning
Elementerne skal enten være samlet, således at de er fastlåst til hinanden, eller de skal være så stive, at differensnedbøjningen for halvdelen af den karakteristiske snelast maksimalt er 5 mm.

Figur 4.1: Opretning af spring i underlag

Betontykkelse
Mekanisk fastgørelse af tagpap kræver generelt en betontykkelse på min. 50 mm. Dette indebærer, at der langs tagets kanter i en bræmme på 300 mm altid skal være mindst 50 mm betontykkelse, for at kunne udføre kantfastgørelser. Dette gælder både ved klæbet og mekanisk fastgørelse.

Ved huldæk accepteres minimumstykkelse over kanaler på 40 mm.

Profilerede stålplader kan af brandmæssige årsager ikke anvendes som direkte underlag for dampspærre.

Dampspærren skal enten placeres ovenpå en 50 mm mineraluld eller en ubrændbar pladebeklædning, som sikrer brandmæssig beskyttelse af dampspærren nedefra.

Fald
Stålpladernes hældning skal være mindst 1:40 (25 mm pr. m), men der kan accepteres en negativ afvigelse på 5 mm pr. m, svarende til en i praksis minimal acceptabel hældning på 1:50, det vil sige en tolerance på -5 mm pr. m målt med en 2 m retskinne.

Hvis stålpladerne udføres vandret som underlag for kileskåret isolering, som så tilvejebringer faldet på 1:40, må afvigelsen fra vandret højst være -5 mm pr. m målt med en 2 m retskinne.

Planhed
Overfladen af stålpladerne skal være plan bortset fra stålpladernes profilering.

Spring
Der må ikke forekomme spring mellem stålpladerne på mere end 5 mm.

Spring måles med en 1 m retskinne

Nedbøjning
Nedbøjningen for snelast må ikke overstige 1/200 af spændvidden.

Tykkelse
Stålpladernes tykkelse må normalt ikke være mindre end 0,7 mm af hensyn til de mekaniske fastgørelser.

Hvis der anvendes mindre ståltykkelser, skal der foreligge dokumenterende udtræksstyrker for de anvendte fastgørelsesskruer.

I parkeringsdæk og under taghaver udlægges tagpapmembranen normalt direkte på underlag af betondæk eller profileringsbeton, hvilket stiller særlige krav til underlaget.

Membraner på parkeringsdæk skal kunne optage bremse- og accelerationskræfter fra biler, som skal føres videre ned i dækket. Dette stiller skærpede krav til underlaget. Der må derfor normalt udstøbes et afretningslag eller profileringsbeton for at opnå et tilstrækkeligt plant underlag.

Fald
Faldet på membraner under P-dæk og taghaver bør normalt være 1:100 og ikke under 1:200.

Lunker
Lunker skal være mindre end 0,5 m² og max 4 mm dybe.

Lunker måles med 1 m retskinne.

Grater
Grater må ikke forekomme.

Primning
Normalt skal betonoverfladen primes inden påsvejsning af membran.

Hulkehl
Ved alle overgange fra vandret til lodret skal der etableres hulkehl.

Hvis der udlægges dampspærre direkte på betonunderlag, skelnes der mellem to situationer

• Dampspærren/byggepladsmembran fuldklæbes
• Dampspærren/byggepladsmembran accepteres punktklæbet

Hvis dampspærren accepteres punktklæbet gælder krav som til tagisolering.

En fuldklæbet dampspærre/byggepladsmembran sikrer, at vand ikke kan brede sig under membranen.

Hvis der ønskes en fuldklæbet dampspærre/byggepladsmembran, og underlaget ikke opfylder de nedenfor nævnte krav til membraner udført direkte på beton, må der udlægges et afretningslag af cementmørtel.

Fald
Der er ingen krav til fald, men der skal sikres afvandingsmuligheder for membranen.

Planhed
Der må ikke forekomme grater eller grøfter på mere end 5 mm målt med 1 m retskinne.

Spring
Der må ikke forekomme spring på mere end

5 mm målt med 1 m retskinne.

Nedbøjning
Der er ingen særlige krav til nedbøjning udover de krav, der gælder for tagdækning og tagisolering.

Klæbeareal
Med ovenstående krav kan ikke forventes 100 % fuldklæbning, men kun mindst 80 %.

Fald
Ved renovering ovenpå en eksisterende tagdækning af tagpap eller folie anbefales, at der etableres fald med kileskåret isolering og evt. rettes op med et mellemlag af løs Leca, således at den nye tagflade får et fald på 1:40.

Det må bemærkes, at der ikke er krav om etablering af fald 1:40 ved renovering, men det er en anbefaling, da det sikrer en længere levetid for tagdækningen og større sikkerhed mod vandindtrængning.

Der er lempeligere lunkekrav, hvis der ikke etableres fald på 1:40

Planhed
Hvis underlaget ikke er plant, oprettes der med et mellemlag af fx løs Leca, som rettes af til vandret med en retskede, inden der udlægges kileskåret isolering.

Figur 8.1: Underlag for renovering oprettet med løs Leca.

Lecakuglernes størrelse vælges ud fra lunkens størrelse.

Den ny tagpapdækning fastgøres mekanisk, da Leca-laget ikke har nogen delamineringsstyrke.

Spring
Det vil normalt ikke være nødvendigt at tage hensyn til spring i tagfladen. Hvis spring forekommer etableres et udlignende mellemlag som omtalt ovenfor.

Nedbøjning
Der skal foretages en vurdering af om merbelastning som følge af evt. isolering, oprettende mellemlag og tagbelægning medfører nedbøjninger, der er uacceptable.

Måling med retskinne.

Metoden benyttes ved plane sammenhængende tagflader.

Ved plane tagflader anvendes retskinne på hhv. 2 m og 1 m med 20 mm afstandsholder og målekile af aluminium.

Ved overflader af beton anvendes retskinne på 1 m med 20 mm afstandsholder og målekile.

Figur 9.1: Retskinne.

Retskinnen bør være af aluminium og have en bredde og højde på 1,5 x 10 cm samt en længde på 105 cm eller 205 cm. Retskinnen skal være forsynet med 2 ben, der har en indbyrdes afstand på 100/200 cm. Benene skal have en højde på 20 mm.

Sådan bruges retskinne

Retskinnen anbringes med benene skønsmæssigt vinkelret på den aktuelle flade. Med målestokken måles afstanden fra retskinnens underkant til fladen. Måler man over 20 mm, er afvigelsen fra retskinnen negativ (minus), og størrelsen af afvigelsen svarer til den målte afstand minus 20 mm. Måler man mindre end 20 mm, er afvigelsen positiv (plus) og svarer til 20 mm minus den målte afstand.

Til kontrol af fald anvendes 2 m retskinne og til kontrol af ujævnheder anvendes 1 m retskinne.

Måling af planhed

Måling af planhed foregår som vist på nedenstående skitser.

Figur 9.2: Måling af lunke i underlag.

Figur 9.3: Måling af grater.

Figur 9.4: Måling af spring.

Med de øgede krav til isoleringstykkelser er de ydre dele af tagkonstruktionerne blevet koldere og udtørres ikke i samme grad som tidligere af varme fra bygningen. En gennemsnitlig lavere temperatur rykker ved de bygningsfysiske forhold og dermed ændres anbefalinger med hensyn til isolering og placering af dampspærre m.v.

Der er i dag stor fokus på skimmelvækst, hvor man tidligere mere havde fokus på trænedbrydende svamp. Skimmelvækst kan opstå, når den relative fugtighed på en overflade i en længere periode er over ca. 75 %, mens trænedbrydende svampe kræver højere fugtniveauer for at udvikle sig. Med den øgede bevidsthed omkring skimmelvæksts skadelige påvirkning på mennesker er kravene til et acceptabelt fugtniveau blevet skærpet, hvilket har indflydelse på tagkonstruktionens opbygning. Dette er særlig relevant i forbindelse med ombygning fra koldt til varmt tag.

Med øget isolering får kuldebroer en relativ større betydning for det samlede varmetab og kan i nogle tilfælde medføre risiko for kondens- og skimmelvækst i forbindelse med kuldebroen. Til vurdering af kondensrisiko beskrives en metode fra Dansk Standard DS/ISO EN 13788.

Fugtbelastningen i bygninger er inddelt i fem fugtbelastningsklasser, der tager udgangspunkt i DS/ISO EN 13788, afstemt til danske forhold og erfaringer. En bygnings indplacering i fugtbelastningsklasse er afgørende for valg af tagkonstruktion.

Alment

Regn- og smeltevand skal på sikker måde ledes bort fra tagfladen og under normale omstændigheder til kloak eller faskine, afhængig af lokalplanen for området, hvor bygningen er placeret. 

Bygningsreglement BR15/18 stiller krav om, at der skal være fald på tage og det anføres i vejledningsteksten, at 1:40 er det anbefalede minimumsfald, svarende til 25 mm pr. m.

Kravet om fald blev indført i BR77 ved et tillæg, der trådte i kraft den 1. januar 1981. Dette har haft stor betydning for holdbarhed og levetid af tage med lille hældning. Ved renovering af eksisterende tage med udvendig merisolering anbefales det, at der opbygges fald med kileskåret isolering for at opnå bedre afvandingsforhold og dermed mindre risiko for skadelige vandansamlinger.

Det er vigtigt, at tage har et veldefineret fald mod afløb, tagrende eller skotrende. Faldet medfører forøget levetid for tagdækningen, en forøget sikkerhed mod utæthed og en begrænsning af eventuelle følgeskader.

Hovedfaldet på taghældningen skal være mindst 1:40, eller 25 mm pr. meter. På stedvise mindre områder kan der tolereres en negativ afvigelse på 5 mm pr. meter, svarende til en i praksis minimal acceptabel hældning på 1:50 på grund af udførelsesmæssige tolerancer. Der må således ikke projekteres med mindre fald end 1:40.

Der skal også være fald i skotrender og sammenskæringslinjer mellem tagflader og modfaldskiler.

For kasserender skal faldet være mindst 1:100 både ved nybyggeri og renovering.

For sammenskæringslinjer ved skotrendekiler og modfaldskiler tillades fald ned til 1:165.

Tabel 2.1.1: Taghældninger

For at få en effektiv taghældning på 1:40 er det nødvendigt at tage hensyn til både op- og nedbøjningen af tagkonstruktionen. Ved slappe tagkonstruktioner kan det være nødvendigt at øge taghældningen, for at modvirke nedbøjningen.

For egenvægt alene skal konstruktionens nedbøjninger begrænses, således at den resulterende taghældning lokalt over understøtningerne er mindst 1:50. dette medfører ved en taghældning på 1:40 et stivhedskrav for egenvægt på:

u/l < 1/640

For egenvægt + sne må der ikke optræde bagfald på taget. Dette medfører ved en taghældning på 1:40 et stivhedskrav for egenvægt + sne på:

u/l < 1/128

u = nedbøjning

l = spændvidde

Den resulterende hældning ved vederlagene for et simpel understøttet tagdæk med hældning kan beregnes som følgende og som vist i figur 2.1.1.

vinkel fra taghældning: α₁ = h/l 

vinkel fra nedbøjning: α₂ = 16/5 x u/l

Resulterende hældning:

a_res = α₂ - α₁ = h/l – 16/5 x u/l

Taghældning 1:40 svarer til α₁ = 1/40

Figur 2.1.1: Beregning af resulterende hældning a_res

Opbøjning af fx forspændte betonelementer kan også påvirke hældningen, og dette skal der tages hensyn til ved planlægning af tagfald og placering af nedløb. Opbøjning af forspændte betondæk kan typisk være 30-40 mm, der skal kompenseres for. Spring mellem elementer kan også påvirke det effektive fald.

Ved skotrender og på fx tagterrasser med fald 1:100 kan en opretning med afretningsmørtel være påkrævet for at opnå et veldefineret fald og undgå lunker.

Figur  2.1.2: Typisk lunkedannelse ved spring i underlag i forbindelse med modfaldskiler langs murkrone.

Kravet om taghældning 1:40 gælder for tage, hvor tagdækningen er direkte eksponeret for vejr og vind. For tagopbygninger, hvor tagpappen er beskyttet mod frost fx i omvendte tage og duo-tage, kan hældningen i visse tilfælde reduceres til et effektivt fald på 1:100, men det kræver normalt opretning af underlaget.

Afvanding kan ske enten til udvendige tagrender og nedløbsrør eller til indvendige afløb. Kan man frit vælge, vil udvendige afløb normalt være at foretrække. Hvilken af løsningerne der vælges, afhænger af bygningens karakter og tagets størrelse.

Det anbefales, at der etableres overløb (evt. udspyr) ved indvendige afløb.

Figur  2.1.1.1: Definition på afvandingstyper

Tage med lille hældning er afløbsteknisk karakteristiske ved, at regnvandet strømmer langsomt til afløbene, der udføres som tagbrønde med tilløb fra alle sider.

For at undgå tilfrysning er det nødvendigt at anbringe tagnedløbene indvendigt i opvarmede bygninger - eller at sørge for opvarmning af tagnedløbene med varmekabler.

Tagbrønde placeres på tagets laveste punkter. Der skal her tages hensyn til konstruktionens nedbøjning og eventuelle sætninger, jf. forrige afsnit.

I øvrigt kan tagnedløbene ofte med fordel placeres ude i fagene i stedet for ved understøtningerne, som jo altid vil ligge højere.

For tage med lav hældning kan et system med UV-brønde vælges for at undgå regnvandsledninger med fald. Se omtale senere.

Tagbrønde skal forsynes med bladfang.

Tagbrønde bør placeres min. 0,5 m fra andre inddækninger og tagkanter, således at såvel tagbrøndens inddækning som de øvrige inddækninger kan udføres forsvarligt.

Indvendige afløb har den fordel, at de altid er isfri og derfor sikrer afvanding af tagfladen. Det skal dog påses, at afløbene ikke tilstoppes, og derfor må man med passende mellemrum, mindst 2 gange om året, efterse taget og rense bladfang. Dette er især vigtigt ved løvfald.

Nedløbsrørene skal isoleres mod kondensdryp på ydersiden. En isoleringstykkelse svarende til 20-50 mm mineraluld er passende.

Ved dimensionering af nedløbsrørene bør der for flade tage i Danmark normalt regnes med en regn intensitet på 230 l/s pr. hektar (10.000 m²). Se i øvrigt SBi-anvisning 255.

Klimaændringer fra den globale opvarmning medfører større og heftigere regnskyl. I forbindelse med bygninger, hvor konsekvenserne af skader er store, bør der dimensioneres med 20 % større regnintensitet.

Ved grønne tage og tagterrasser strømmer vandet langsommere til afløbet, hvilket medfører, at afløbskoefficienten reduceres væsentligt. Dette skal vurderes i det konkrete tilfælde, specielt ved anvendelse af UV-brønde, hvor den selvrensende effekt vil forringes ved for ringe vandføring.

UV-afløb bør derfor ikke anvendes hverken ved intensive eller semiintensive grønne tage.

Udvendige afløb fungerer normalt tilfredsstillende. Men man kan risikere isdannelser i tagrenden og nedløbet (specielt i nordsiden), som kan forårsage opstuvning af smeltevand - med risiko for indtrængning af vand i vægge og lofter.

Det bør undgås, at placere indeliggende afløb under store udhæng. Der er risiko for, at de fryser til om vinteren, idet de ikke opvarmes af solen.

Kan denne type afløb ikke undgås, skal de sikres med varmekabler.

Figur  2.1.4.1: specielt afløb fra tagfladen til udvendig vandkasse

Afløb til udvendige vandkasser er en mulighed, som vist på figur 2.1.4.1. I det tilfælde skal der anvendes et specielt afløb fra tagfladen og til gennemføring i væg, for at undgå vandindtrængning. Gennemgående rør skal monteres med fald mod vandkasse. Og for at undgå vandophobning foran afløb, skal afløbet forsænkes, således at inddækningen ligger i niveau med tagdækningen. Der skal fuges mellem udspyer og facaden for at undgå, at regnvand trænger ind. 

Vandkasser skal udføres med overløbssikring, som er lavere end indløbsrør. Vandkasser bør i kritiske situationer sikres mod frost med varmekabler.

Det indeliggende afløb skal udføres som et gennemgående rør uden samlinger. Og det anbefales, at brønden udføres af rustfrit stål og med flange af rustfrit stål, som er påsvejst 1. lag tagpap fra fabrik, som vist på figur 2.1.4.2. Dette gælder også for afløb ved gennemføring i væg.

Produktionsprocessen bør være overvåget og gennemgå løbende kvalitetssikring.

Figur 2.1.4.2: Tagbrønd til gennemføring i væg i rustfrit stål med 1. lag tagpap påsvejst fra fabrik

Antal og størrelse af nedløbsrør kan dimensioneres efter SBi-anvisning 255 (2015) og DS EN 12056 del 2 (2001).

Eksempler på kapaciteter fremgår af tabel 2.1.5.1.

Kapaciteten for nedløbsrør afhænger af, hvor på bygningen de er placeret. Ved placering midt på facaden kan det største tagfladeareal afvandes, mens en placering i siden giver de mindste angivne afvandingsarealer.

Tabel 2.1.5.1: Vejledende kapaciteter for nedløbsrør

Når der anvendes sideudløb gennem væg, er kapaciteten mindre end angivet ovenfor, og der henvises til producenternes dokumentation.

Så vidt muligt bør der anvendes mindst to nedløb pr. tagflade. Nedløbsrørenes dimensioner bør også vurderes under hensyntagen til eventuel tilstopning. Nedløbsrør under 70 mm kan derfor normalt ikke anbefales, med mindre der er tale om VA-godkendte afløbssystemer.

På små tagflader (< 90 m² ) med kun et afløb skal der etableres et overløb (også kaldet sladreafløb eller nødafløb), som kan træde i funktion, hvis afløbet stopper til. Overløb udføres som et gennemgående ubrudt rør uden samlinger igennem facaden. Dette er specielt vigtigt ved lavere bebyggelser omgivet af løvfældende træer.

Overløbet placeres ca. 50 mm over laveste punkt, så det kun virker, hvis afløbet er tilstoppet. Overløbet skal placeres, så det virker før ophobet vand kan gå over inddækninger mod facader, ovenlysvinduer og lignende.

Figur 2.1.5.1: Placering af overløb

På nybyggeri med større tagflader (over 200 m²) skal den nedre arealgrænse anvendes, for at undgå tilstopning. I tilfælde af tilstopning skal de øvrige brønde have tilstrækkelig kapacitet til at overtage den ekstra vandmængde.

Overlæg i tagpapbaner og inddækninger samt montage-unøjagtigheder for tagelementer m.v. kan medføre, at der optræder smålunker på tagfladen, selv om der er projekteret et fald på 1:40. Hvis disse lunker har en beskeden størrelse, anses de normalt for at være uden indflydelse på tagdækningens holdbarhed.

Da tilstrømningen til tagnedløb på tagpaptage sker langsomt, skal lunkestørrelserne måles ca. 2 timer efter et regnskyl.

 Acceptabel lunkestørrelse på tagfladen er:

• Max vanddybde i lunker: 10 mm
• Max areal af lunke: 1,5 m2
• Max lunkeareal: 10 % af tagfladen

Dvs. at lunker op til 1,5 m², maksimalt 10 % af tagfladen og en maksimal vanddybde på 10 mm kan accepteres. Overskrides enten dybde eller areal, er lunken uacceptabel.

Tabel 2.1.6.1 Acceptable lunkestørrelser

Der skal opbygges fald i skotrender. Kravet til fald og maksimal lunkestørrelse i skotrender er dog mere lempelige end kravene for selve tagfladen. Hvis rendedybden er mindre end 5 mm regnes området som tagflade.

Acceptabel lunkestørrelse i skotrender og kasserender:

• Max vanddybde i lunker i skotrender: 15 mm
• Max areal af lunke i skotrender: 5 m²
• Max udbredelse i kasserender: 15 % af længden ved rendedybde over 5 mm.

Overskrides enten dybde, areal eller udbredelse, er lunken uacceptabel.

Hvis tagdækningen ikke består af 2 lag SBS-tagpap, skal skotrenden forstærkes med et ekstra lag PF 3000-underpap, der når 0,5 m op på tagfladen.

Skotrender i 1-lags tagpapdækninger udføres med SBS-underpap i skotrenden og 0,5 m op på tagfladen.

Ved renovering af eksisterende tage uden fald (< 1:40) gælder følgende lunkekrav for tagflade og skotrende:

Acceptabel lunkestørrelse ved renovering (<1:40):

• Max vanddybde i lunker: 15 mm
• Max areal af lunker: 5 m²
• Max lunkeareal: 15 % af tagfladen
• Max udbredelse i kasserender: 15 % af længden ved rendedybde over 5 mm

Overskrides enten dybde, areal eller udbredelse, er lunken uacceptabel.

Når en tagpapdækning efter renovering netop opfylder de mere lempelige krav til lunker, vil det medføre en reduceret levetid, sammenlignet med levetiden af en tagpapdækning, der opfylder kravene til lunker for nye tage.

Ved renovering anbefales det derfor altid at forbedre afløbsforholdene med faldopbygning og lunkeopretning eller supplerende afløb.

Kravet til afstand mellem tagnedløb fremgår af tabel 2.1.7.1.

Kravet til maksimale afstande mellem tagnedløb skyldes, at der ikke må ske vandophobning, som overstiger snelasten ca. 0,8 kN/m² (80 mm vand) før vandet kan løbe videre til næste afløb.

Kravet til maksimale afstande gælder også for UV-afløb, selv om dette i nogle tilfælde kan medføre problemer med at opnå tilstrækkelige vandmængder.

Tabel 2.1.7.1 Maximale afstande mellem tagnedløb

Fald på taget kan opbygges i selve tagkonstruktionen, eller der kan etableres fald ved hjælp af kileskåret isolering.

Et veldefineret fald har stor betydning for tagdækningens levetid og der bør derfor udvises stor omhu, for at opnå fald på hele taget.

Der findes en række forskellige muligheder for opbygning af fald, som gennemgås i det følgende.

Ved kuvertfald er der samme hældning på alle tagflader, og disse sammenskæres under 45°. 

Taghældningen vælges normalt til 1:40, og faldet i sammenskæringslinjerne bliver derfor 1:56. 

Vælges taghældningen til 1:20, bliver faldet i sammenskæringslinjerne 1:28.

Figur 2.2.1.1: Tagflade med kuvertfald

Hvis tagfladen har ensidigt fald mod en skotrende, kan der opbygges fald i skotrenden efter 2 principper: 

• Skotrendekiler med ensidigt fald 
• Modfaldskiler (kiler med tosidigt fald) 

Kilerne i skotrenden opbygges normalt med et fald, der er halvt så stort som faldet på tagfladen; dvs. ved tagfald 1:40 vælges kiler med fald 1:80. Faldet i sammenskæringslinjen bliver da 1:89. Se figur 2.2.2.1. 

Modfaldskiler har normalt et fald 1:60 på langs og et fald 1:15 på tværs. Dette giver ved tagfald 1:40 et fald i sammenskæringslinjen på 1:165. Se figur 2.2.2.2. 

Figur 2.2.2.1: Tagflade med fald 1:40 mod skotrendekiler, der har fald 1:80

Figur 2.2.2.2: Tagflade med ensidigt fald 1:40 mod skotrende med modfaldskiler med tosidigt fald 1:15 på tværs og 1:60 på langs.

Figur 2.2.2.3: Geometri for modfaldskile og kasserendekile.

På nogle tage kan fald mod kasserender være den eneste fremkommelige løsning. Det er da vigtigt, at der etableres fald i kasserenden på minimum 1:100. 

Kasserender skal normalt have en bredde på 600 mm for at give plads til inddækning af tagbrønde. 

Kasserenden kan have forskellig udformning, men det må sikres, at der ikke opstår en ”strandvold” langs kasserenden på grund af inddækningsoverlæg. 

Inddækningerne kan med fordel udføres nede i kasserenden, som vist på figur  2.2.3.2

Tagbrønde skal så vidt muligt placeres i en forsænkning på min. 6-8 mm i et område på 0,6 x 0,6 m. Tagnedløb bør derfor normalt placeres mindst 0,5 m fra tagkanter. 

Inddækninger omkring tagbrønde bør udføres således, at der ikke opstår en strandvold (ophobning af overlæg) omkring afløbet. Dette kan fx gøres ved at udføre detaljen, som vist på figur 2.3.1.1. 

Figur 2.3.1.1: Inddækning af forsænket tagbrønd

Tagbrønde skal udføres af rustfrit stål og med flange af rustfrit stål. Det anbefales, at 1. lag tagpap er påsvejst fra fabrik.

Figur 2.3.1.2: Tagbrønd i rustfrit stål med 1. lag tagpap påsvejst fra fabrik

Når der anvendes traditionelt tagnedløb tilsluttet en faldstamme, skal man være opmærksom på, at O-ringstætninger ikke er opstuvningssikring. Ved opstuvning i kloaksystemet er der risiko for, at der kan trænge kloakvand ind i tagkonstruktionen. Hvis der ønskes udført en opstuvningssikker løsning, bør der derfor anvendes et UV-afløbssystem med svejste rørsamlinger. Eller et traditionelt afløbssystem med rørsamlinger og tilslutning til tagbrønd udført med jet-koblinger.

UV-afløbssystemer (afløbssystemer med hævertvirkning) er afløbssystemer baseret på en vandret vandfyldt rørføring i kombination med vakuumvirkning i rørsystemet. Brøndene er udformet, så der sker en luftblanding i vandet. 

Ved korrekt dimensionering fyldes rørsystemet med vand og hævertvirkningen modvirker, at der kommer opstuvning af vand ved systemets afløbsbrønde. Ved strømning i fyldte rør fås en større vandføringskapacitet, og den store strømningshastighed medfører, at rørene er selvrensende.

En omhyggelig dimensionering af rørsystemet er påkrævet, for at systemet fungerer. UV-systemer bør trykprøves, inden de tages i brug og tildækkes af isoleringsmateriale.

UV-systemer kan benyttes både til nye tage og ved renovering af eksisterende tage, hvor afløbsforholdene skal forbedres.

Figur 2.3.2.1:Snit i UV-brønd placeret i nyt tag med rørføring under dækket.

Etablering af traditionelle afløb i eksisterende bygninger kræver normalt vanskelige installationsarbejder, hvorimod et UV-system forholdsvis let kan nedfældes i en eksisterende tagisolering eller i en merisolering. 

Hvis UV-systemer benyttes i nye bygninger, er det mest hensigtsmæssigt at føre et kondensisoleret afløbssystem over et nedhængt loft. Her skal man dog være opmærksom på vandstøj fra rørene. Opsamlingsrør fra flere UV-brønde kan føres til en centralt placeret faldstamme.

Føring af UV-afløbsrør i isoleringsmaterialet i et varmt tag, både ved nybyggeri og renovering, er en risikobehæftet løsning: En beskadigelse af rørsystemet, fx ved mekanisk fastgørelse af isoleringsmateriale og tagdækning, kan medføre utæthed på rørsystemet med risiko for opfugtning af isoleringsmateriale. Rørene kan eventuelt beskyttes af en granulatfyldt kasse af Z-stålprofiler, som er nærmere beskrevet i BYG-ERFA blad 170306, Installationer i varme tage. 

Hvor UV-rør placeres i isoleringen, og der anvendes mekanisk fastgørelse af isolering eller tagdækning, skal rørene ved arbejdets udførelse være markeret, for at undgå beskadigelse. Også på den færdige tagflade bør rørene være markeret, så de senere kan lokaliseres. 

Rørene skal i et varmt tag placeres så langt nede i isoleringen, at de er frostfri, dvs. i den nederste halvdel af isoleringen. 

UV-brønde skal udføres med rustfri stålflange og være leveret med første lag tagpap påsvejst fra fabrik.

Tage med UV-afløb skal rengøres flere gange om året. Dette gælder specielt for nye tage og UV-brønde med lille kant.

Det anbefales, at anvende UV-brønde, som er udformet så de hindrer, at overskudsskifer fra ny tagdækning løber ned i afløbssystemet, som let tilstoppes. Der kan evt. anvendes en forsænkning i tagfladen omkring tagbrønden, på fx 0,6 x 0,6 m, hvor overskudsskifer kan opsamles.

Figur 2.3.2.2: Snit i UV-brønd med vandret udløb og placeret i tagisoleringen.

UV-afløb bør ikke anvendes på tagterrasser med fliser i grus og på P-dæk med belægningssten i grus, da der er stor risiko for tilstopning. 

På intensive eller semiintensive grønne tage sker afstrømningen så langsomt, at UV-afløb normalt er uegnede. 

Gennemføringer, som fx ovenlys, skorstene, ventilationshuse m.v., der er mere end 1 m brede på tværs af faldretningen, skal forsynes med afvandingskiler bag gennemføringen, som vist på figur 2.4.1.1. I disse tilfælde vil det være acceptabelt med 100 mm inddækningshøjde på højeste punkt. 

Figur 2.4.1.1: Afvandingskiler bag gennemføring med bredde mere end 1 m.

Skotrender og sammenskæringslinjer skal friholdes for gennemføringer, der spærrer for afvandingen. Se BYG-ERFA blad 091216, Tekniske installationer på flade tage - gennemføring i og montering på tagfladen. 

Ovenlys, ventilationshuse og lignende skal placeres på en karm med en effektiv inddækningshøjde på mindst 150 mm. 

Afstand mellem gennembrydninger skal være mindst 0,5 m således at inddækninger kan udføres forsvarligt. 

Figur 2.4.1.2: Skotrende og kasserende friholdes for gennemføringer af tekniske installationer i en afstand af 0,5 m.

For at sikre fald væk fra gennemføring kan man i nogle tilfælde hæve gennemføringen ved at stille flange for inddækning på banket af et trykfast og brandgodkendt materiale som fx hård mineraluld eller celleglas. 

Hvis lunkekrav bag en gennemføring overskrider kravene til tagflader med fald, se tabel 2.1.6.1, skal der udføres forstærkning, som for skotrender, se afsnit 2.1.6. 

Kravet til inddækningshøjder afhænger af faldet på den omgivende tagflade. 

Inddækningshøjder skal generelt være mindst 150 mm ved fald ind mod inddækningen. I sammenskæring mellem lodret og vandret flade indlægges trekantliste af hård mineraluld på mindst 45 x 45 mm. De angivne minimumsinddækningshøjder i figur 2.4.2.1 er de færdige inddækningshøjder målt fra overside tagpapdækning. 

Ved fald på mindst 1:40 væk fra inddækningen eller fald mindst 1:40 parallelt med inddækningen, kan inddækningshøjden reduceres til 100 mm. Og ved fald 1:5 parallelt med eller væk fra inddækningen kan anvendes 50 mm opkant eller en vindskede. Brug af vindskeder kan dog medføre øget vandbelastning på facade, hvis der ikke anvendes udhæng. 

Figur 2.4.2.1: Inddækningshøjder i mm

Ved tagterrasser uden overliggende strøopbygning er minimumskravet 150 mm inddækningshøjde fra overside belægning. Dette gælder eksempelvis flisebelægning, som vist på figur 2.4.3.1. 

Figur 2.4.3.1: Fliser i grus. Denne adgang er ikke niveaufri.

Figur 2.4.3.2: Inddækning af tagterrasser med niveaufri adgang.

Ved åbne belægninger, som terrasser af træplanker på strøer, skal minimumshøjden på 150 mm beregnes fra oversiden af det vandtætte eller vandafledende lag. Dvs. fra oversiden af tagmembranen i et varmt tag eller oversiden af isoleringen i et duo-tag eller et omvendt tag. Det forudsættes, at der er helt fri vandafledning direkte op mod den lodrette begrænsning, som vist på figur 2.4.3.2. 

Inddækningshøjden på 150 mm for tagterrasser gælder også for inddækninger mod højere liggende bygninger eller spring i bygningen. Ved frie forkanter er kravet normalt 100 mm, hvis der er fald 1:40 eller mere væk fra eller parallelt med forkanten. 

Forklaringen er, at der mod højere liggende bygninger er risiko for vandindtrængning i bygningen, mens der ved forkanter kun er risiko for, at vandet løber over kanten. Tagpappen bør føres helt frem til forkant af den frie forkant, så der ikke kan trænge vand ind i bygningens facade ved evt. oversvømmelse. 

Husk også nødafløb, hvis forkanten er højere end 100 mm. Da der så kan være risiko for at vandet stiger op over inddækning mod højere liggende bygning. 

For grønne tage skal inddækning mod tilstødende højere liggende bygning være 200 mm, mens inddækning ved frie tagkanter fortsat kun skal være 100 mm som beskrevet ovenfor. 

Ved indeliggende tagterrasser og altaner er belastningen fra fygesne og slagregn væsentlig mindre, og inddækningshøjden kan reduceres til 100 mm på det laveste sted. Ved indeliggende tagterrasser og altaner forstås arealer, hvor facadepartiet ligger mindst 1 m inde under den overliggende etage, og hvor der er et lukket værn på mindst 1 m i højden. 

På figur 2.4.3.3 og 2.4.3.4 er angivet en gitterrist langs facade for at undgå opsprøjt. Denne skal som minimum anvendes foran døre og vinduer, der går helt ned til terrassegulv. 

Figur 2.4.3.3: Niveaufri adgang – betonfliser på fødder i et duo-tag.

Figur 2.4.3.3.a: Niveaufri adgang – tremmegulv af træ. Højdeforskellen mellem terrassebelægning og toppen af dørens bundstykke må højest være 25 mm (se SBi-anvisning 222).

Figur 2.4.3.4: Niveaufri adgang – trædæk i et retvendt tag.

Erfaringen viser, at der kan anvendes samme afstandsregler for tagbrønde ved grønne tage som for traditionelle tagpapoverflader. Dette betyder en afstand på max 14,4 m og en afstand på 7,2 m til tagkant. Ved anvendelse af plastprofilplader til afvanding af taget, kan afstanden til tagfladens kip øges til 10,8 m. 

Afløb og indsats skal være udført i rustfrit stål. Indsatsen skal være perforeret, så der gives mulighed for afvanding fra alle niveauer i tagopbygningen. Omkring indsatser skal der være fiberdug, så jorden hindres i at komme ind til afløbet. Afløb skal være forsynet med let tilgængeligt og aftageligt dæksel, så afløb kan efterses og renses flere gange årligt. 

Det anbefales, at afløbsskålen forsænkes 

8-10 mm i et område på mindst 600 x 600 mm, så der ikke opstår ”strandvold” omkring afløbskålen. 

Figur 2.5.1: Principsnit i afløb fra duo-tag, hvor afløbet fra membranens overside er sænket 8-10 mm for at skabe frit afløb fra membranen.

Inddækningshøjden ved grønne tage skal være min. 200 mm, da grønne tage kan vokse i tykkelse med tiden. Inddækningshøjden måles fra overside af vækstlag. 

Belægningen udføres med fald mod afløb i form af punktafvanding eller linjeafvanding med et fald på mindst 1:100. Ligeledes skal faldet på membranen være mindst 1:100 mod afløb.

Afløbsbrønde placeres med højst 12 m indbyrdes afstand og nærmeste afløb højst 6 m fra alle kanter. Brøndene og indsatser skal være udført i rustfrit stål og med perforerede indsatser, så der gives mulighed for afvanding fra alle niveauer i tagopbygningen.

Det anbefales, at afløbsriste indstøbes i et lag beton eller fiberbeton, særlig hvis de placeres, hvor der er kørende trafik. Omkring indsatser skal der være fiberdug, så jord, sand og andre partikler hindres i at komme ind til afløbet. Afløb skal være forsynet med let tilgængeligt og aftageligt dæksel, så afløb kan efterses og renses, hvilket bør ske flere gange årligt.

Udstøbningen på 1 x 1 m omkring brønden forsænkes ca. 10 mm i forhold til de omgivende belægningssten af hensyn til sætninger i gruslaget. Udstøbningen skal have fald mod brønden. Forsænkning kan undlades, hvis der anvendes asfalt eller beton som belægning på ikke sætningsgivende underlag.

Inddækninger langs membrankanter skal føres mindst 150 mm op over belægningen. Kantinddækninger skal beskyttes med isolering og rustfri stålplade, så belægningen ikke kan komme i berøring med membranen og snerydning ikke kan beskadige inddækningen. Dette gælder også for uisolerede dæk.

Figur 2.6.1: Inddækning med fugeskinne for P-dæk udført som duo-tag med kørebane i beton.

Både ved nye tage og ved renovering af eksisterende tage er det vigtigt, at de fugttekniske forhold vurderes nøje. 

Taget er den vigtigste og samtidig den mest fugtbelastede bygningsdel, idet der, foruden klimapåvirkninger udefra, konstant er en termisk opdrift, der forsøger at presse fugtholdig luft ind i taget. 

Tagkonstruktionen skal afpasses efter fugtbelastningen fra de underliggende rum, idet forkert valg af tagopbygning kan give fugtproblemer.

Ved renovering er det særlig vigtigt at vælge den rigtige renoveringsmetode, som både løser eventuelle nuværende fugtproblemer og forhindrer fremtidige fugtproblemer i taget.

Samtidig skal taget selvfølgelig være tæt overfor vandpåvirkninger oppefra.

Luftens indhold af fugt kan karakteriseres på flere måder:

1. Vanddampindhold i g/m³.

2. Partialtrykket af vanddampene i Pa(Pa = N/m²).

3. Luftens temperatur i °C og den relative luftfugtighed (RF) i %.

Sammenhæng imellem vanddampindhold (g/m³), luftens temperatur (°C) og den relative luftfugtighed (RF) ses af vanddampdiagrammet i figur 3.2.1.1. Sammenhæng imellem vanddampindhold (g/m³) og vanddamp partialtryk fremgår af tabel 3.2.1.1.

Tabel 3.2.1.1: Tabel over mættet lufts indhold af vanddamp og vanddampenes mætningspartialtryk

Ved en given temperatur kan luft maksimalt indeholde en vis mængde vanddamp. Luften siges da at være mættet med vanddamp. Falder temperaturen for luft, som indeholder vanddamp, vil en del af vanddampen ved dugpunktstemperaturen udskilles ved kondensation (fortætning).

Figur 3.2.1.1: Vanddampdiagram. I det indtegnede eksempel ses, at luften ved en temperatur på 20^o C og en relativ luftfugtighed på 50 % RF indeholder ca. 9 g vand pr. m³. Denne lufts dugpunkt er ca. 9^o C.

Fugtforholdene er af afgørende betydning for et tags funktion, idet der ved forkerte konstruktionsudformninger kan ske skadelig ophobning af fugt. Fugtophobning kan forårsage skader og ulemper som:

• Råd og svamp i træ og træbaserede materialer.
• Vækst af skimmelsvampe. 
• Nedbrydning af isolering og tagdækning. 
• Nedsat isoleringsevne. 
• Fugtbetingede bevægelser i tagmaterialerne. 
• Vinterkondens. 
• Sommerkondens.
• Dampbuler på tagfladen.

Fugt i tagkonstruktioner kan have flere årsager:

1. Fugttransport som følge af vanddamp-diffusion.
2. Fugttransport som følge af konvektion gennem utætheder i dampspærren og dennes tilslutninger og gennemføringer.
3. Kapillarsugning i materialer.
4. Kuldebroer, hvor indeluftens vanddamp kondenserer på den indvendige overflade.
5. Byggefugt.
6. Utætheder i tagbelægningen.
7. Indtrængende slagregn og sne ved inddækninger.
8. Fugt fra udeluft, der kondenserer på undersiden af underafkølede tagflader i ventilerede konstruktioner.

De fire første punkter drejer sig om fugt, der kommer inde fra bygningen. Fugttransport ved kapillarsugning i materialerne er sjældent aktuel, men kan optræde i beton og letbeton. Et eksempel fra en ældre tagtype er porebeton afdækket med tagpap. Her blev taget opfugtet i toppen ved diffusion, men blev udtørret nedad på grund af kapillarsugning i porebetonen.

De to væsentligste former for fugttransport indefra er diffusion og konvektion. De fugtmængder, der kan trænge op i tagkonstruktionen ved konvektion gennem utætheder i dampspærren, overstiger ofte langt de mængder, der trænger op ved diffusion. Konvektion er derfor ofte den væsentligste årsag til fugtskader, når der ikke er sikret absolut lufttætte forhold.

Figur 3.2.3.1: De fugtmængder, som trænger ind i en tagkonstruktion stammer hovedsageligt fra konvektion. Udeklima: 0^o C og 100 % RF. Indeklima: 20^o C og 50 % RF

En ”væsentlig” kuldebro kan give fugtproblemer, hvis dampspærre ud for kuldebroen afkøles så meget, at luften på indersiden afkøles, så den relative fugtighed stiger til over ca. 75 %. Se figur 3.2.3.2 og 3.2.3.3.

Hvis det drejer sig om et problem, som erkendes under projekteringen, kan det i visse tilfælde være løsningen at flytte dampspæren længere ind mod den varme side. Alternativt kan der isoleres med et diffusionstæt isoleringsmateriale som f.eks. celleglas/skumglas.

Figur 3.2.3.2: Eksempel på kraftig kuldebro i tagkonstruktion.

Figur 3.2.3.3: Simulering af temperatur i tagkonstruktion med bærende I-profil af stål. Overfladetemperatur på dampspærre er ca. 16 ^o C og ud for kuldebro ca. 4^o C, hvilket vil give kondens

Punkt 5, byggefugt, er regn eller sne, som ledes ned i konstruktionen under udførelsen. Byggefugt kan også skyldes, at der indbygges fugtige materialer, som fx utilstrækkeligt udtørret beton eller opfugtede trædele eller isolering. Begge dele kan undgås ved at være omhyggelig med afdækning og sikre tilstrækkeligt lavt fugtindhold i materialerne.

Punkt 6 og 7 i listen med utætheder i tagbeklædning og indtrængende slagregn og sne skyldes udefra kommende vand. Problemerne må løses ved at skabe tæthed i tagdækningen og detaljerne omkring denne.

Punkt 8. Det sidste punkt i listen, kondens på underside af tagplader, skyldes, at der under skyfrie vinterforhold vil ske en varmeudstråling fra tagfladen til det meget koldere himmelrum. Det giver en underafkøling af tagpapunderlaget i forhold til ventilationsluften, og dermed kondens på undersiden. For at undgå denne situation, kan en forøgelse af ventilationen og/eller udvendig kondensisolering af tagpapunderlaget udføres. Dette bør dog vurderes i det konkrete tilfælde, da øget ventilation i nogle tilfælde kan forværre problemet.

Ved tage med taghældning under 10° må der ikke anvendes hætter.

Trykforholdene omkring et hus med fladt tag vil typisk se ud som vist på figur 3.6.2.1.

Når der ventileres fra stern til stern, vil det gennemsnitlige tryk i taghulrummet stort set svare til det svage overtryk, der er i rummet under taget. Og der vil være en vekselvirkning mellem over- og undertryk i taghulrummets enkelte områder, afhængig af vindretningen.

Ved brug af hætter er der konstant undertryk over hætterne, og der er risiko for, at varm fugtig indeluft trækkes op i konstruktionen. Tagventilationshætter har i nogle tilfælde vist sig at være mere skadelige end gavnlige. Er der utætheder i dampspærre, vil taghætterne bevirke en forøget opsugning af rumluft op i tagkonstruktionen, idet det undertryk, der normalt findes over et fladt tag, vil forplante sig ned i taghulrummet og give et sug over dampspærre.

Figur 3.6.2.1: Luftens strømning i et fladt tag med ventilation fra tagkant til tagkant og suppleret med hætteventilation

I tagkonstruktioner over rum med beskeden fugttilførsel, dvs. fugtbelastningsklasse 1 og 2, se afsnit 3.3 Fugtbelastningsklasser, kan anvendes uventilerede tagelementer i kombination med en såkaldt fugtadaptiv dampspærre. Der er dog en række vigtige begrænsninger ved anvendelse af en sådan dampspærre, hvilket vil fremgå af producenternes vejledningsmateriale, herunder fx skyggeforhold på taget, orientering mod verdenshjørner og taghældning. For at forhindre uhensigtsmæssig intern konvektion i tagelementerne, skal disse udfyldes helt med isoleringsmateriale.

På figur 3.7.1 er vist princippet i en uventileret tagkonstruktion med en fugtadaptiv dampspærre. En fugtadaptiv dampspærre ændrer fugttransportegenskaber ved en ændring i fugtforholdene i det miljø, den fugtadaptive dampspærre befinder sig i.

Figur 3.7.1: Tagkonstruktion (tagelement) med 45 mm spær pr. 600 mm. Loftbeklædning af 13 mm gipsplade med fugtadaptiv dampspærre og tagdækning af to lag tagpap på tagfiner.

Om vinteren, når fugttransporten sker fra indeklimaet op i tagkonstruktionen, begrænses fugttransporten af den fugtadaptive dampspærre. Under sommerforhold transporteres den ophobede fugt ned mod loftet og den fugtadaptive dampspærre. Ved høj relativ fugtighed ændres dampspærrens egenskaber, så den bliver mere diffusionsåben og tillader fugt at diffundere igennem dampspærren og videre ud til rummet, hvor fugten bortventileres ved almindelig ventilation af bygningen.

Bemærk, at en fugtadaptiv dampspærre ikke vil kunne fjerne større mængder byggefugt fra tagkonstruktionen. En fugtadaptiv dampspærre vil heller ikke kunne forhindre, at byggefugt trænger op i tagkonstruktionen, hvis der er et højt fugtniveau i det underliggende rum, fx som følge af betonkonstruktioner under udtørring.

Ved større bygningsbredder, for bygninger i fugtbelastningsklasse 1 og 2 og som ikke kan ventileres, anvendes uventilerede, kolde tage med en fugtadaptiv fugtspærre, som beskrevet ovenfor. I øvrige fugtbelastningsklasser bør der anvendes varme tagkonstruktioner. Ved særlige fugtbelastede bygninger - som fx skøjtehaller, svømmehaller, kølehuse m.v. - bør der altid foretages en bygningsfysisk vurdering af en sagkyndig.

Uventilerede tagelementer, fremstillet af mineraluld og stålprofiler, henregnes i fugtteknisk sammenhæng til kolde tage. Der er ganske vist ingen trædele, der kan rådne, men til gengæld er der ståldele, der kan korrodere.

Anvendelsesbegrænsninger er derfor som angivet for uventilerede kolde tage.

Desuden vil indbygget fugt kunne vandre op og ned i elementet som følge af solopvarmning af tagfladen m.v. Derfor vil indbygget fugt kunne give anledning til dryp i form af sommerkondens.

Uventilerede ståltagselementer med diffusionstæt dampspærre og diffusionstæt tagdækning vil kun i begrænset grad kunne udtørre byggefugt. Det er derfor vigtigt, at disse elementer indbygges tørt.

Figur 3.7.1.1: Principopbygning for uventilerede ståltagselementer

De fleste byggematerialer er mere eller mindre hygroskopiske, men det er træ og de træbaserede materialer samt gipsplader, som hurtigst tager alvorlig skade af vedvarende opfugtning.

Hygroskopiske materialer stiller sig i ligevægt med de omgivende materialer og luftens relative fugtighed. Ved ændringer i temperaturen ændres den relative fugtighed også, hvorefter hygroskopiske materialer igen vil stille sig i ligevægt ved at optage eller afgive fugt.

Sammenhæng mellem materialets fugtindhold og omgivelsernes relative fugtighed beskrives ved sorptionskurven for materialet. På figur 3.8.1.1 ses et eksempel på en sorptionskurve for krydsfiner.

De fleste isoleringsmaterialer vil kunne indeholde fugt, som nedsætter isoleringsevnen. Den nedsatte isoleringsevne skyldes, at luft, der isolerer godt, fortrænges af vand, der leder varmen bedre. Desuden sætter vandet sig omkring kontaktpunkterne mellem fibrene, hvilket også forøger varmeledningen gennem materialet. Når fugten - som følge af temperaturforskelle - vandrer frem og tilbage igennem materialet, fordampes og fortættes vandmolekylerne.

Figur 3.8.1: Ændring af varmeledningsevne for mineraluld og EPS som funktion af fugtindhold uden hensyn til latent varmetransport.

Fordampning er en energikrævende proces, der flytter varmeenergi (latent varmetransport). På længere sigt vil holdbarheden også kunne blive et problem for nogle isoleringsmaterialer, hvor der fx kan ske en nedbrydning af bindemidlet.

Træ og træbaserede pladematerialer stiller sig i fugtligevægt med den omgivende lufts fugtindhold. Og denne ligevægtstilstand beskrives normalt ved en såkaldt sorptionskurve (fugtligevægtskurve), som angiver sammenhænge mellem fugtindholdet og den relative luftfugtighed. Sorptionskurven afhænger også af træsort og temperaturen i materialet. Temperaturafhængigheden er for det meste så lille, at der kan ses bort fra denne.

På figur 3.8.1.1 er vist en sorptionskurve (gennemsnitskurve) for krydsfiner med indtegnede faregrænser (for svampeangreb). Normalt skal fugtindholdet i træ være over 20 vægt-%, for at svampe kan trives - den såkaldte faregrænse 1. I området mellem 15 og 20 % er der en vis risiko for, at tidligere svampeangreb, der er gået i stå, kan starte igen (geninfektion). Et fugtindhold på 15 % benævnes tilsvarende faregrænse 2.

Figur 3.8.1.1: Sorptionskurve for krydsfiner med faregrænse 1 og 2 indtegnet. Fugtindholdet i træet er angivet i vægtprocent bestemt ved tørre-/vejemetoden. Elektriske fugtmålere vil i en vis udstrækning blive forstyrret af limlag, men kan bruges til orienterende og sammenlignende målinger.

Figur 3.8.2.1: Årsvariation af forventet maximal træfugt i ventilerede tagkonstruktioner i ligevægt med udeluften.

Svampevækst i træ er også temperaturafhængig, og ved temperaturer under ca. 5 °C, går væksten stort set i stå.

For træfugt fra 16 % er der tillige risiko for vækst af skimmelsvamp, hvis perioden med fugt i dette område er længerevarende (uger), og temperaturen samtidig er over ca. 5^oC.

Ved renovering af eksisterende trætagskonstruktioner med udvendig efterisolering skal man derfor sikre sig, at renoveringen udføres, så fugtindholdet i tagets trædele holder sig under 75 % RF, svarende til 16 % træfugt.

Vækst af skimmelsvampe på fugtige bygningsdele er blevet et stigende problem. Dette er bl.a. en følge af mangelfuld vedligehold, kombineret med højere relativ fugtighed på grund af lavere temperatur som følge af højere isoleringskrav.

Den afgørende forudsætning for vækst af skimmelsvampe er den relative fugtighed på materialets overflade - den såkaldte vandaktivitet.

Nogle skimmelsvampe kan trives allerede fra ca. 75 % RF på overfladen af fx træ, mens andre kræver 80 eller 90 % RF.

I udeluftventilerede tagkonstruktioner vil træfugten i vinterhalvåret komme over 16 %, idet udeluften typisk er 80-90 % RF.

Træfugten i ventilerede tagkonstruktioner bør henover året holde sig under de niveauer, der er vist i figur 3.8.2.1.

I bygningsreglementet (BR15 kapitel 4) stilles der krav til, at bygningskonstruktioner og materialer ved indflytning ikke må have et fugtindhold, der kan give risiko for vækst af skimmelsvamp. Dette betyder, at der i byggetilladelsen kan stilles krav til fugtsagkyndig dokumentation af, at det kritiske fugtindhold ikke overskrides.

For at undgå en forlængelse af byggeperioden anbefales det derfor, at der i projektplanlægningen afsættes tid til udtørring af materialerne, at der gennem hele byggeperioden er stor fokus på korrekt opbevaring af fugtfølsomme materialer samt at der udføres løbende og afsluttende kontrolmålinger af fugtindholdet. Der kan med fordel i større byggeprojekter udarbejdes en fugtstrategiplan med tilhørende kontrolplaner, således at de kritiske fugtniveauer ikke overskrides.

For kolde tage bør det dokumenteres at:

• Der ikke indbygges fugt i konstruktionen.
• Der ikke har været fugtbetingelser til stede i byggeperioden, som har kunnet give anledning til vækst af skimmelsvamp.

For varme tage bør det dokumenteres at:

• Isoleringen er indbygget tørt, dvs. med et vandindhold på max 0,5 vol%.

Figur 3.9.1: Når solen bager på et fugtigt område af taget, kan der let drives op til 1 deciliter vand ud af hver kvadratmeter tagunderlag. Det giver risiko for kondens på oversiden af dampspærre, som nu er koldere end luftens dugpunkt.

Undertiden observeres, at det pludselig drypper fra loftet ved klart solskin i forsommeren.

Dette fænomen er forårsaget af det, som kaldes sommerkondens. Dette skyldes, at når solen opvarmer tagets overside, trykkes ophobet fugt i tagets øverste dele ned i konstruktionen, hvor den kondenserer oven på dampspærre.

Selv om fugtophobningen i løbet af vinteren ikke overstiger de kritiske 20 % i et tagpapunderlag af træ, kan der sagtens i et sådant tag drives så store fugtmængder ud, at det kan give dryp. Tilsvarende forhold vil også kunne forekomme i varme tage, hvor fugten er akkumuleret i isoleringsmaterialet.

Sommerkondens bemærkes normalt kun, når kondensfugten samles på dampspærre og i større mængder løber ned gennem utætheder i denne. Dryp fra sommerkondens kan undgås ved at anvende en fugtadaptiv dampspærre, der bliver diffusionsåben, når vanddamp presses ned oppefra, så fugten kan fordampe videre til det underliggende rum, hvor fugten fjernes med ventilationsluften.

Sommerkondens vil også kunne fjernes med en drænende dampspærre. Her bliver kondensvandet absorberet på oversiden og suget vandret igennem et filtlag til undersiden, hvorfra vandet afgives til rummet ved fordampning.

Også i varme tage med betondæk kan der opstå problemer med sommerkondens, når fugt drives fra toppen af isoleringen og ned mod fx den relativt kolde betonkonstruktion. 

Der er herefter risiko for, at kondenseret vand vil løbe igennem eventuelle utætheder ved elementsamlinger, gennemføringer eller revner i betonen.

Ved tagdækning på betontage er det vigtigt at gøre sig klart, om der skal anvendes dampspærre eller ej.

For en tagkonstruktion uden dampspærre gælder erfaringsmæssigt følgende:

• Betondæk støbt på stedet eller med udstøbte elementfuger giver tilstrækkelig diffusionsmodstand til at sikre mod diffusion og konvektion.
• Betondæk, hvor samlinger er strimlet med tagpap på spartlet og primet underlag, giver tilstrækkelig diffusionsmodstand til at sikre mod diffusion og konvektion.
• Fugt i betondækket, der kan give anledning til sommerkondens, kan skyldes, at betonen ikke er udtørret ved montering af isolering og tagpap, eller at betonen eller isoleringen er opfugtet af regnvejr under montagen.

Opfugtning af tagisolering fra beton, kan hindres ved at udlægge en tagpapdampspærre ovenpå betonen, inden isoleringen udlægges.

Dette kan imidlertid føre til problemer med indbygget byggefugt uden udtørringsmulighed. Hvis man er så uheldig at få bygget fugt ind i isoleringen under udførelse af tagdækningsarbejdet, bliver denne fugt spærret inde mellem to fugttætte lag tagpap: Tagdækningen og dampspærren.

Erfaringer viser, at isoleringsmaterialer med sporing (ventilationsriller) umiddelbart under tagdækningen har mindre tendens til at danne sommerkondens, formentlig fordi fugt trods alt kan afgives ved inddækninger etc.

Ud over risikoen for dryp fra loftet, betyder indbygget fugt også en væsentlig reduktion af isoleringsevnen. Mineraluld kan ved fugt/ varmepåvirkning også delaminere og miste en del af sin trykstyrke.

I et fugtsimuleringsprogram er et varmt tag med indbygget fugt simuleret i to forskellige situationer:

1. Hvor fugt er indbygget mellem tagdækning og en almindelig diffusionstæt dampspærre.
2. Hvor den er indbygget mellem tagdækning og en fugtadaptiv dampspærre.

Figur 3.9.2: Simulering af fugtforholdene i et varmt tag med 300 mm mineraluldsisolering og hvor fugt er spærret inde mellem en diffusionstæt dampspærre og en tæt tagpapdækning. Rød kurve viser fugtindholdet i krydsfineren og blå viser kontrollaget, som et fiktivt meget tyndt lag træ placeret i bunden af tagkonstruktionen til vurdering af fugtvandring gennem året.

Figur 3.9.3: Simulering af fugtforholdene i et varmt tag med 300 mm mineraluldsisolering og hvor der er fugt i isoleringen, der tørrer ud gennem en fugtadaptiv dampspærre. Rød kurve viser fugtindholdet i krydsfineren og blå viser kontrollaget, som et fiktivt meget tyndt lag træ placeret i bunden af tagkonstruktionen til vurdering af fugtvandring gennem året.

Af figurerne ses, at ved anvendelse af en diffusionstæt dampspærre vil fugten blive inde i konstruktionen i årevis og holde krydsfineren fugtig, mens der ved anvendelse af en fugtadaptiv dampspærre er mulighed for, at fugten udtørrer med tiden.

Der anvendes i stort omfang løst udlagt, mekanisk fastgjort tagdækning.

Når den løst udlagte tagdækning påvirkes af de kræfter fra vindsug, som der normalt findes over et tag med lille hældning, vil tagdækningen løfte sig mellem fastgørelserne. Herved opstår et undertryk under tagdækningen. Dette undertryk vil medføre opsugning af rumluft, hvis der ikke findes et lufttæt lag i konstruktionen nedenunder, fx i form af en dampspærre.

Figur 3.10.1: Pumpevirkning i løst udlagt, mekanisk fastgjort tagdækning. Fugtig rumluft trækkes op i isoleringen.

Fugten i den rumluft, der på denne måde pumpes op i taget, vil afsættes inde i isoleringen under tagpappet og kan medføre fugtophobning.

Pumpevirkningen er mest kritisk for tynde tagdækninger og mindre kritisk for tungere tagdækninger som en 2-lags tagpapdækning.

Ved løst udlagte, mekanisk fastgjorte tagpap er det derfor særlig vigtigt, at der er et lufttæt lag længere nede i konstruktionen. Dette indebærer fx strimling med tagpap af elementsamlinger i betonelementtage uden udstøbte fuger. Betonoverfladen skal ved elementsamlinger være spartlet og primet for sikring af vedhæftning af strimlingen.

Visse isoleringsmaterialer, og især træbaserede materialer, får betydelige dimensionsændringer ved ændringer i materialets fugtindhold. Dette kan give store variationer i fugebredden i underlaget for tagdækningen. Fugebredder vil forøges ved udtørring og formindskes ved opfugtning.

Når der anvendes materialer med betydelige fugt- og temperaturbetingede dimensionsændringer, så som træbaserede plader, er det for at undgå store bøjninger i tagpappen nødvendigt at fordele dimensionsændringen over et større område end lige omkring pladesamlingen. Underpap med svejsestriber sikrer pappens bevægelighed imellem striberne, således at dimensionsændringen i underlaget kan optages i tagpappen.

Også ændringer i temperaturforholdene alene vil kunne give ændringer i fugebredden. Dette gælder især for varme tage med isoleringsmateriale af skumplast.

Mineraluldsprodukter har relativt mindre temperatur- og fugtbetingede dimensionsændringer.

Ved plader af ekspanderet polystyren (EPS) vil der, ud over de almindelige reversible dimensionsændringer forårsaget af temperaturændringer i en periode efter produktion, kunne ske et svind, som vil give anledning til, at fugerne vokser. I visse tilfælde vil svindet medføre såkaldt spadsering, hvor materialet vandrer mod midten af taget, således at der ude langs tagets kanter opstår spalter på op til flere cm. Dette er en hård påvirkning for tagpappen og inddækningerne langs tagkanten. Hvis EPS anvendes som direkte underlag for en tagpapdækning, skal producenten oplyse om svind.

Udbedring af traditionelt ventilerede træbaserede tagkonstruktioner med fugtproblemer, som skyldes fugt nedefra, kunne i princippet løses ved at gøre dampspærre tæt.

En lang række undersøgelser samt praktiske erfaringer har vist, at udvendig merisolering er den sikreste og mest effektive metode til udbedring af fugtproblemer i flade tagkonstruktioner. Ved udvendig merisolering udlægges et tilstrækkeligt tykt lag isolering direkte ovenpå den eksisterende tagdækning, som derved kommer til at virke som en fugt- og lufttæt dampspærre. Og samtidig undgås kondens, da den oprindelige tagdækning bliver varmere end dugpunktet.

Ved at vælge en passende isoleringstykkelse hæves temperaturen på det gamle tagpapunderlag så meget, at skadelig opfugtning undgås, og fugtindholdet i trædelene kan bringes ned under de kritiske 16 % svarende til under 75 % RF.

Ved udvendig merisolering af et koldt tag ændres dette til et varmt tag, og den oprindelige ventilation kan lukkes. Hvor der er risiko for at spærre tidligere ophobet fugt inde i taget, bør den oprindelige ventilation dog bevares i det første år efter merisoleringen. Lukningen bør foretages i juli/ august, hvor fugtindholdet er lavest. Derudover anbefales at tagkonstruktionen undersøges for skimmelsvamp ved stikprøver i områder med mistanke om opfugtning. 

Ved udvendig isolering kan der anvendes kileskåret isolering til også at skabe fald på taget. Ved at vælge materialer med små fugt- og temperaturbetingede bevægelser som udvendig isolering, kan der samtidig etableres et stabilt underlag for den nye tagdækning.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at undgå det såkaldte badekarsyndrom, som er en typisk årsag til indbygning af fugt. Syndromet beskrives som et badekar, idet fugten har lettere ved at komme ind end ved at slippe ud – dvs. at der i et tag kan være risiko for at spærre fugt inde mellem den gamle og den nye tagdækning. Dette kan afsløres og til dels afhjælpes, hvis der etableres et sladreafløb fra den gamle tagpapdækning.

Ved renovering og merisolering af eksisterende tage kan fugtbetingede skader løses samtidig med, at der opnås en bedre isoleringsevne. I det følgende beskrives, hvilke forhold, der skal overvejes og hvilke retningslinjer, der skal følges for henholdsvis kolde og varme tage.

Den nødvendige, udvendige merisolering af et koldt tag ved ombygning til varmt tag kan bestemmes ud fra fugtbelastningsklassen for de underliggende rum, som vist i tabel 3.13.1.1.

Beregningen af den nødvendige merisoleringstykkelse kan alternativt ske ved hjælp af fugtsimuleringsprogrammer som fx MATCH. Denne metode kan give lidt andre forhold mellem isolanser end anført i tabel 3.13.1.1, idet skemaet for fugtbelastningsklasse 1, 2 og 3 er baseret på en lang række praktiske målinger på merisolerede tage over boliger og institutioner.

Når de fugttekniske forhold i en bygning er i fugtbelastningsklasse 4-5, skal der altid udføres en beregning af den nødvendige merisoleringstykkelse.

Det er vigtigt, at der ikke indbygges fugt i den nye isolering, da der praktisk taget ikke vil kunne ske nogen udtørring, selv om der monteres trykudligningshætter.

Tabel 3.13.1.1: Forholdet imellem den nye og den eksisterende isolering i et ventileret koldt tag, som efterisoleres
udvendigt. Det angivne forhold er angivet som isolanser. Ved beregning af nødvendig isoleringstykkelse
skal isolansen af evt. luftlag og overgangsisolanser medtages¹⁾.

¹⁾ Lukning af ventilation efter et år eller efter det er konstateret, at tagkonstruktionen er tør.
²⁾ På det laveste sted kan accepteres 2:3.
³⁾ Skal vurderes og beregnes for det enkelte tilfælde.

Følgende er et eksempel på nødvendig udvendig isolering af eksisterende konstruktion ved ombygning fra koldt til varmt tag.

Oprindelig konstruktion er opbygget som følgende, angivet oppefra:

• Tagpap
• 22 mm tagkrydsfiner/brædder
• 100 mm ventileret hulrum
• 100 mm mineraluld med varmeledningsevne 37 mW/mK
• Evt. delvis tæt dampspærre
• 25 mm spredt forskalling
• 13 mm gipspladeloft

Isolansen af den eksisterende konstruktion er beregnet til 3,3 m² K/W.

Den nødvendige isoleringstykkelse for en ny isolering med tre forskellige lambdaværdier er beregnet for de forskellige fugtbelastningsklasser.

Tabel 3.13.1.2: Eksempel på mindste merisoleringstykkelser ved koldt tag.

Af eksemplet ses, at ved dårligere isoleringsevne af den anvendte isolering skal isoleringstykkelsen øges, og ved bedre isoleringsevne kan isoleringstykkelsen reduceres. I fugtbelastningsklasse 4 og 5 anvendes varme tagkonstruktioner. Ved ny anvendelse af en eksisterende bygning, hvor fugtbelastningsklassen ændres til 4 eller 5, bør der foretages en nærmere fugtteknisk vurdering.

Figur 3.13.1.1: Koldt tag med udvendig merisolering.

Bemærk, at det ved efterisolering kan være nødvendigt at leve op til BR15 isoleringskravene på komponentniveau. Dvs. U ≤ 0,12 W/m² K.

Udvendig merisolering af varme tage vil altid forbedre de fugttekniske forhold i den eksisterende konstruktion, så reglerne for minimumstykkelser for merisolering er ikke relevante. Også i dette tilfælde er det vigtigt, at der ikke indbygges fugt i den nye isolering, ligesom eventuel gammel isolering med fugt udskiftes med ny tør isolering.

Ved merisolering af varme tage, hvor den gamle isolering indeholder træbaserede materialer, som fx underlag for tagpap, skal vurderinger af minimumstykkelser af merisolering ske på samme måde som kolde tage.

Figur 3.13.2.1: Udvendig merisolering på varmt tag.

Som midlertidig løsning af et fugtproblem forårsaget af konvektion kan anvendes overtryksventilation af taghulrummet i kolde tage.

Overtrykket i tagrummet medfører, at fugtopstrømningen ved konvektion hindres.

Overtrykket etableres ved, at der ovenpå taget anbringes en ventilator, som blæser udeluft ned i taghulrummene. Eventuelle hætter på taget skal lukkes, for at overtrykket kan etableres.

Metoden er energikrævende, idet isoleringen gennemblæses, samtidig med at indeklimaet kan påvirkes, når der blæses kold luft ned i rummet gennem utætheder i dampspærre. Desuden har metoden i praksis vist sig at være mindre pålidelig, idet fx strømafbrydelser m.v. kan standse ventilatoren, hvorefter opfugtningen straks starter igen. Det må derfor anbefales, at denne løsning kun anvendes som midlertidig løsning.

Ved skimmelsvamp i konstruktionen er der desuden risiko for spredning af sporer til rummene i den underliggende bygning.

Udtørring kan eventuel også ske ved hjælp af affugtningsaggregat, der indbygges i taget.

Udnyttelse af bygningernes tagflader er blevet meget almindeligt og populært. Når tagfladen udnyttes til grønne tage, tagterrasser og parkeringsdæk, skal der tages hensyn til belastningerne på taget samt de særlige påvirkninger som fx bremsekræfter på P-dæk, der overføres fra belægningen til tagdækningen. Det er normalt en fordel at udforme disse belastede tage som omvendte tage eller duo-tage for at beskytte tagmembranen.

Ved omvendte tage eller duo-tage kan isoleringen tåle vandpåvirkning fra nedbør. Det vandtætte lag i form af membran er placeret under eller midt i isoleringsmaterialet og bør have fald mod et afløb. Ved denne udformning holdes membranen frostfri. Herved hindres, at belægningerne fryser fast til membranen og beskadiger den ved dimensionsændringer.

Omvendte tage og duo-tage virker fugtteknisk som varme tage, idet de bærende dele af tagkonstruktionen ligger på den varme side af isoleringen.

Figur 3.14.1: Eksempel på omvendt tag, hvor det vandtætte lag er placeret under isoleringen.

Figur 3.14.2: Eksempel på duo-tag, hvor membranen er placeret midt i isoleringen.

I det omvendte tag er der kun én membran, idet tagdækningen i princippet også er dampspærre. I duo-taget skal isoleringen på oversiden af dampspærre normalt udgøre mindst en tredjedel af isoleringen, for at sikre at membranen holdes fri for frost og kondens. Tykkelsen af det øverste isoleringslag skal dimensioneres i henhold til tabel 3.13.1.1.

Hvis forholdet mellem isolering over og under tagmembranen i duo-tage er mindre end 1:1, må der normalt indlægges en dampspærre på oversiden af tagdækket, med mindre dette kan antages at være diffusionstæt i sig selv, som fx betondæk med udstøbte eller strimlede samlinger.

Tagterrasser med betonfliser bør normalt udformes som omvendte tage og/eller duotag så membranen ligger beskyttet. Tagmembranen kan så udføres med fald 1:100.

Ved almindelige, retvendte (varme) tage, placeres belægningen på opklodsninger, så vandet kan løbe frit under belægningen. Tagmembranen skal i så fald have et fald på mindst 1:40.

Belægningen kan bestå af betonfliser på flisefødder eller trædæk på strøer. Fliser udlagt i grus må normalt frarådes i forbindelse med retvendte, varme tage, idet membranen og inddækninger udsættes for kraftige påvirkninger ved skift mellem frost og tø, hvilket medfører stor risiko for revner og vandindtrængning.

Flisebelægning og gruslag følger således stort set udetemperaturens variationer. Ved temperaturer under frysepunktet fryser gruslaget fast i den vandtætte membran, og skift mellem frost og tø medfører bevægelser, som overføres til membranen. Herved er der risiko for sprængninger i såvel det vandtætte lag (membranen) som i overlæggene. Hvis der anvendes fliser i grus på retvendte, varme tage, skal der udlægges en kraftig glidefolie til hindring af fastfrysning af membranen.

Figur 3.14.2.1: Tagterrasse, duo-tag, betonfliser på flisefødder

Figur 3.14.2.2: Tagterrasse, retvendt tag, tremmeriste i træ.

Grønne tage opbygges normalt som en form for varmt tag, dvs. som et omvendt tag, et duo-tag eller et retvendt tag – normalt på betondæk.

Intensive grønne tage giver mulighed for indretning af tilgængelige taghaver, hvor der kan anvendes mellemhøje træer og buske. Der kan anvendes et omvendt tag eller duo-tag med en hældning på min. 1:100 på membranen.

Semi-intensive grønne tage giver mulighed for begrænset adgang, og der vil kunne anvendes græsser og mindre planter. Ved anvendelse af et omvendt tag eller et duotag skal hældning på membranen være min. 1:100 og ved et retvendt tag skal der være en hældning på 1:40.

Ekstensive tage kan kun betrædes i forbindelse med vedligehold, og der anvendes en bevoksning af sedumplanter. Der anvendes et retvendt tag med en hældning på min. 1:40.

For grønne tage på et betondæk gælder, at det kan være vanskeligt at lokalisere utætheder i den vandtætte membran, da denne er skjult under et vækstlag og drænlag. Det er derfor vigtigt, at både projektering, udførelse og tilsyn foregår omhyggeligt, samt at der foreskrives sikre og gennemprøvede detailløsninger for fx inddækningshøjder (min. 200 mm over bevokset overflade), fald- og afløbsforhold.

Ekstensive grønne tage kan evt. anvendes på træunderlag i både varme og velventilerede kolde tage, hvis der i begge tilfælde er mulighed for inspektion fra undersiden. Effekten af de ændrede fugt- og temperaturforhold på træunderlaget, som følge af bevoksningen på taget, er dog endnu ikke veldokumenteret. Ventilerede paralleltage anses som et risikobehæftet forhold, da konstruktionen ikke kan inspiceres indefra. Der er dermed stor risiko for, at eventuelle skader ikke opdages i tide.

Figur 3.14.3.1: Intensivt grønt tag, duo-tag, tykt vækstlag

Figur 3.14.3.2: Ekstensivt grønt tag, retvendt tag, sedum-planter

En udførlig gennemgang af grønne tages opbygning og andre forhold i forbindelse med grønne tage findes i PTM-Vejledning Udførelse af grønne tage.

Det fremgår heraf, at for ekstensive tage (sedumbevoksede) kan der regnes med samme afstande mellem tagbrønde som for en almindelig tagpapbelagt overflade, dvs. med 14,4 m mellem tagnedløb og 7,2 m til tagkant.

For intensive og semiintensive tage viser erfaringen, at disse afstande må forkortes til henholdsvis 12 m og 6 m, da vandafledningen i nogen grad hæmmes af mere eller mindre kraftig bevoksning på tagfladen - med risiko for vandophobning på tagfladen samt vandgennemtrængning ved inddækninger.

Afløb og indsats skal være udført i rustfrit stål, og indsatsen skal være perforeret, så der gives mulighed for afvanding fra alle niveauer i tagopbygningen. Omkring indsatser skal der være fiberdug, så urenheder fx jord hindres i at komme ned i afløbet. Afløb skal være forsynet med let tilgængeligt og aftageligt dæksel, så afløb kan efterses og renses flere gange årligt.

Det anbefales, at afløbsskålen forsænkes 8-10 mm i et område på mindst 600 x 600 mm, så der ikke opstår en "strandvold" omkring afløbsskålen.

Det er også nødvendigt at etablere nødafløb på normal vis, hvis taget er udformet som et badekar. Nødafløb placeres lavere end laveste inddækningshøjde på taget.

Nødafløb dimensioneres svarende til et ø50 mm afløb pr. tagbrønd.

Inddækningshøjden skal være min. 200 mm, da grønne tage kan vokse i tykkelse med tiden. Inddækningshøjden måles fra overkant af vækstlag.

Bemærk, at på intensive og semiintensive grønne tage sker vandafledningen så langsomt, at UV-afløbssystemer normalt er uegnede.

Når membranen er færdig og afløbene etableret, skal der afprøves for vandtæthed inden det grønne tag etableres. Dette kan ske ved at lukke afløbsbrønde og efterfølgende fylde dækket med vand til 50 mm på det højeste sted (mindste dybde 50 mm). De efterfølgende to døgn observeres for utætheder

Parkeringsdæk opbygges normalt som omvendte tage, hvis der er tale om isolerede dæk eller med membran direkte på betondæk, hvis der er tale om uisolerede dæk. Kørebanebelægninger kan være belægningssten lagt i grus eller pladsstøbt beton.

Da der er tale om store belastninger, skal der foretages en dimensionering af både belægning og isolering for optagelse af hjulbelastninger og bremsekræfter. Uisolerede P-dæk kan opbygges som vejbroer med en bromembran og en asfaltbelægning eller en betonbelægning.

Når membranen er færdig og afløbene etableret, skal der afprøves for vandtæthed inden der bygges oven på. Dette kan ske ved at lukke afløbsbrønde og efterfølgende fylde dækket med vand til 50 mm på det højeste sted (mindste dybde 50 mm). De efterfølgende to døgn observeres for utætheder.

Figur 3.14.4.1: P-dæk, omvendt tag betonkørebane. 3.14.4.1

Figur 3.14.4.2: P-dæk, duo-tag, betonkørebane.

Der er i Bygningsreglementet krav til bygningers lufttæthed. Kravet er et energikrav og skal minimere varmetabet på grund af utilsigtede utætheder.

Kravet gælder for alle opvarmede bygninger.

Luftskiftet gennem utætheder i klimaskærmen må i henhold til BR15 ikke overstige 1,0 l/s pr. m² opvarmet etageareal ved en trykprøvning med 50 Pa.

For bygninger med høje rum, hvor klimaskærmens overflade divideret med etagearealet er større end 3, må luftskiftet ikke overstige 0,5 l/s pr. m² klimaskærm.

Kravene til lufttæthed for bygningsklasse 2020 er 0,5 l/s pr. m² og 0,15 l/s pr. m² for en bygning med høje rum.

Trykprøvningen gennemføres ved både over- og undertryk på 50 Pa, og resultatet udtrykkes som gennemsnittet af de luftskifter, der findes ved de to prøvninger.

Kommunalbestyrelsen kan stille krav om dokumentation ved prøvning efter DS/EN 13829.

Krav til klimaskærmens lufttæthed er et energikrav, men har også stor betydning for tagets fugttekniske funktion. Mange fugtproblemer kan undgås, hvis dampspærre er tæt og opfylder kravene i Bygningsreglementet.

Tagpaptage er normalt lufttætte i sig selv, men dette betyder ikke, at BR-kravet til lufttæthed automatisk er opfyldt.

I ventilerede kolde tage er der ventileret under tagpapunderlaget og det betyder, at lufttætheden skal ligge i dampspærre, som er en del af bygningens tæthedsplan. Derfor bør der stilles krav til udførelsen af dampspærres tæthed for at kunne overholde kravene.

En bygning, som opfylder tæthedskravet, kan have enkelte mindre utætheder.

Det må pointeres, at utæthederne i dampspærre bør være jævnt fordelt over hele klimaskærmen og fx ikke være koncentreret i taget. Hvis alle utæthederne ligger i tagets dampspærre, kan det føre til fugtproblemer i taget.

I varme tage er der ingen ventilation under tagpapdækningen, så derfor kan tagpappen bidrage til lufttætheden.

Det kan dog ikke påregnes, at tagdækningen er lufttæt ved tagkanter m.v., hvilket medfører, at der sker trykudligning. Desuden kan pumpevirkning af tagdækningen trække rumluft op i taget. Derudover skal der være en dampspærre for at begrænse diffusion op i taget.

Dette betyder, at der normalt skal udføres en lufttæt dampspærre på tagisoleringens varme side. I stålpladetage, hvor dampspærre normalt af brandmæssige årsager er placeret 50 mm oppe i isoleringen, skal lufttætheden i stedet sikres i dette niveau. Se figur 4.4.1.

Dampspærre i varme tage udføres med en bitumendampspærre:

• På fast underlag af beton eller træ anvendes en svejseunderpap PTM DuraTæt (PF 3500) / PTM AeroTæt 32 Dampspærre (PF 3200) / PTM DuraFlex (PF 3500 SBS) med svejste samlinger og tilslutninger.
• På underlag af isolering kan der anvendes en løst udlagt tagpap.

PTM AeroTæt 20 Dampspærre (PF 2000) med klæbede eller svejste samlinger og tilslutninger. Dampspærre i varme tage skal føres op til inddækningens underpap og forbindes til denne, som vist på figur 4.3.1.

Figur 4.3.1: Udførelse af dampspærre ved ovenlys i varmt tag. Tilslutning af dampspærre udføres med svejseunderpap.

Figur 4.3.2: Udførelse af dampspærre ved mur i varmt tag. Dampspærre af tagpap svejses til underpapinddækning 

Figur 4.3.3: Tagpapinddækning omkring ovenlys og tilslutning af dampspærre af tagpap 

Tagpapdampspærrens overlæg og tilslutninger svejses eller klæbes med koldklæber, eller der anvendes selvklæbende overlæg.

Ved mekanisk forankring af tagpapdækningen gennembrydes dampspærre af fastgørelsesbeslagenes skruer eller søm. Der skal derfor anvendes en tagpap som dampspærre, idet denne tætner godt omkring skruer og søm, således at risikoen for utætheder minimeres. Desuden giver en tagpapdampspærre god mulighed for at opnå tæthed med svejste tilslutninger til tagkanten og taggennembrydninger. PE-folie er ikke anvendelig.

Det skal ved mekanisk fastgørelse sikres, at det kun er skruen eller sømmet, der perforerer dampspærre, ved at tilpasse længde af teleskopdelen og skruen til dampspærrens placering. Der skal desuden holdes en afstand på 30 mm mellem teleskopdel og dampspærre for at undgå brud på dampspærre ved aktivitet på taget.

Figur 4.4.1: Valg af beslag ved oprykket dampspærre på underlag af profilerede stålplader.

Med tagpapdampspærre på beton skal det undgås at boret, der anvendes til forboring af huller, fræser tagpapdampspærren i stykker nede på betonen.

Det er vigtigt, at dampspærre også inddækkes lufttæt mod alle gennemføringer som ovenlys, ventilationskanaler og afløb.

Der skal således inddækkes både i dampspærreniveau og i tagdækningsniveau.

Figur 4.4.2: Tætning omkring ventilationsgennemføring med flange.

Figur 4.4.3: Tætning omkring ventilationsgennemføring med gummikrave og flange.

Hvis der anvendes brændbar tagisolering, skal der udføres brandsikring omkring alle gennemføringer med 2 x 25 mm mineraluld med forskudte samlinger.

Det er også vigtigt, at sikre tæthed i dampspærreniveau omkring afløb, idet fugtig rumluft ellers vil kondensere på afløbet og dryppe tilbage.

Figur 4.4.4: Tætning ved tagbrønd.

Ofte vil det også være en fordel at benytte en dampspærre af tagpap, fx PF 3500 eller PF 3500 SBS, som byggepladsmembran i en periode, indtil taget gøres færdigt med isolering og tagdækning.

Dette er en god løsning på underlag af beton, men må frarådes ved hævet dampspærre i stålpladetage, da skader på byggepladsmembranen vil kunne medføre, at nederste del af isoleringen opfugtes og at membranens lufttæthed sættes over styr.

Byggepladsmembranen skal, inden yderligere arbejder på taget igangsættes, tjekkes for skader, som kan give luftutætheder.

Der kan i situationer, hvor dampspærre udsættes for stor belastning, anvendes en bitumenmembran som dampspærre, fx PF 5200 SBS.

Denne PTM-anvisning knytter sig til Bygningsreglementernes regler for varmeisolering.

Bygningsreglementernes krav til varmeisolering er hidtil løbende blevet skærpet, og denne anvisning er revideret på basis af BR18.

Eksempler og krav i denne anvisning er baseret på BR18, men principperne må forventes at blive de samme i kommende Bygningsreglementer.

Bygningsreglementernes isoleringskrav til tag- og loftkonstruktioner er primært baseret på krav om opfyldelse af en energiramme for hele bygningen, suppleret med et krav om et transmissionstab gennem klimaskærmen.

Beregninger baseret på energirammen for nye bygninger kan også gennemføres i forbindelse med ændret anvendelse, tilbygninger samt ombygning og andre forandringer.

I BR er der nu stillet krav om, at der i nybyggeri, og hvor der foretages væsentlige ombygninger eller forandringer, skal være en andel af vedvarende energi i den samlede energiforsyning til bygningen – hvis dette er teknisk muligt og økonomisk rentabelt. Som vedvarende energi henregnes vindkraft, solenergi, geotermisk energi, biobrændsler eller varmepumper. Forsyning med fjernvarme kan også opfylde dette krav.

Ved beregning af en energi- eller varmetabsramme i forbindelse med en tilbygning kan kun modregnes 50% af det faktiske varmetab, som sker gennem den del af den eksisterende bygning, som tilbygningen dækker.

Dette gælder dog ikke for tagboliger og førstesale.

Hvorvidt energirammen er opfyldt kan eftervises ved, at bygningens energibehov er mindre end lovgivningens energiramme for den pågældende bygningskategori. Denne eftervisning sker på grundlag af DS418, og er nærmere omtalt i SBi-anvisning 213 ”Bygningers energibehov”.

I forbindelse med tilbygninger, ombygninger, sommerhuse, pavilloner og delvist opvarmede bygninger kan opfyldelse af bygningsreglementets energikrav også eftervises efter andre metoder.

Bestemmelserne i BR omfatter også renovering, og de nærmere regler for tage findes i denne anvisning. I denne forbindelse er det specielt betonet, at gennemførelse af energibesparende foranstaltninger på eksisterende bygningsdele (ikke udskiftning) er begrænset til de foranstaltninger, som har den fornødne rentabilitet, og som kan gennemføres fugtteknisk forsvarligt.

Bemærk, at ved tagudskiftning skal der dog isoleres op til dagens standard uanset rentabilitet. Dette gælder således, hvis fx et fladt tag ændres til et tag med rejsning.

Som en frivillig ordning er der givet mulighed for, ved en større renovering eller forandring, at benytte energirammeberegninger og opfylde krav som for nye bygninger, i stedet for at opfylde isoleringskrav til de enkelte bygningsdele.

Der er også indført en frivillig lavenergibygning i bygningsklasse 2020.

Principperne for beregning af energiforbrug i bygninger er beskrevet i SBi-anvisning 272, som knytter sig til BR18.

Det centrale begreb ved energiberegninger er den såkaldte energiramme, som er et udtryk for det maksimalt tilladelige energibehov for bygningen i kWh/m² pr. år, under specificerede omstændigheder. Ved denne beregning tages der hensyn til solindfald, personvarme, apparatur og bygningers varmeakkumulerende egenskaber. Belysning skal indregnes for andre bygninger end boliger.

Bortset fra sommerhuse kræves der en energirammeberegning for alle nye bygninger.

Energirammekravet er suppleret med et krav om maksimalt tilladelige U-værdier og maksimale linjetab (kuldebroer) for at undgå unødigt energitab samt fugtproblemer (kondens og misfarvning) på klimaskærmens indvendige overflader. For at sikre, at klimaskærmen som helhed udføres med rimelig isoleringsevne, er der yderligere suppleret med et krav om maksimalt transmissionstab i W/m² klimaskærm. Ved denne beregning medtages ikke transmissionstabet gennem døre og vinduer.

BR indeholder en mulighed for alle bygninger om, at der i energirammen kan medregnes el-produktion fra vedvarende energianlæg (fx solceller og vindmøller). Bidraget kan dog maksimalt svare til en reduktion af behovet for tilført energi på 25 kWh/m². De forskellige energiformer vægtes forskelligt, hvilket fremgår af BR18 § 251-253.

Energirammeberegninger udføres med det såkaldte Be-18 beregningsprogram, som også tager højde for de forskellige energiformer. (Se SBi-anvisning 13).

I tabel 2.1 er angivet energirammekravet i BR18 for forskellige bygningskategorier.

Endvidere er i tabellen angivet energirammekravene for bygninger, der kan klassificeres som frivillig lavenergiklasse.

Energirammen (E) udtrykker det maksimale behov for tilført energi til opvarmning, ventilation, køling og varmt brugsvand pr. m²/år opvarmet etageareal (a). Hertil kan der i BR18 - som det fremgår af tabellen - tillægges et antal kWh/år afhængig af bygningskategori divideret med det samlede opvarmede etageareal (A). Som det fremgår af tabellen, er der i 2020 kravene ingen tillæg i afhængighed af det opvarmede areal.

Energirammen angivet i kWh/m² pr. år, kan udtrykkes som:

E = a + 1000/A, hvor

a = tilført energi i kWh/m² pr. år

A = det samlede opvarmede etageareal i m².

Tabel 2.1: Energirammekrav i BR18 til forskellige bygnings-kategorier og krav til energirammer hvis en bygning skal kunne klassificeres som bygningsklasse 2020 i kWh/m² pr. år.

 ¹⁾ Ved beregning af energirammen indgår energiforbrug til belysning.

Energirammen forhøjes med et tillæg, der modsvarer det beregnede energiforbrug hertil, hvad angår bygninger eller bygningsafsnit med behov for fx et højt belysningsniveau, ekstra meget ventilation, et stort forbrug af varmt brugsvand eller lang benyttelsestid eller bygninger med stor rumhøjde.

Procesenergi, som fx ventilation af stinkskabe, indgår ikke i energirammen. Se SBi-anvisning 213.

Ved nybyggeri skal det sikres, at det dimensionerende transmissionstab pr. m² ikke overstiger:

Q = 12,0 + 6,0 /E + 330/A

E = Antallet af etager

A = Det opvarmede areal

E beregnes som opvarmet etageareal/bebygget areal.

For bygninger med høje rum, dvs. bygninger med en rumhøjde på mere end 4,0 m kan energirammen forøges med et tillæg på 1 W/m² pr. meter gennemsnitlig rumhøjde over 4,0 m. Se BR18 § 264.

De nærmere regler for beregning af energiforbrug fremgår af SBi-anvisning 213.

En varmetabsrammeberegning kan, sammen med overholdelse af mindstekrav til varmeisolering af den enkelte bygningsdel, benyttes ved beregninger til dokumentation af, at energikrav til tilbygninger til en eksisterende bygning eller for nye sommerhuse eller tilbygninger til sommerhuse er opfyldt.

Varmetabsrammeberegninger gør det muligt at omfordele varmeisolering imellem de enkelte dele af klimaskærmen. Der skal således gennemføres en beregning af et transmissionskrav baseret på U-værdier som angivet i tabel 3.1. (tilbygninger) og i tabel 3.2 (sommerhuse). Desuden skal der for tilbygninger overholdes særlige krav til U-værdi og linjetab til den enkelte bygningsdel, som det fremgår af tabel 3.3 venstre kolonne.

Varmetabsrammen kan benyttes ved nybyggeri af sommerhuse samt tilbygninger til sommerhuse, idet der i disse tilfælde ikke er krav baseret på energirammer. Udgangspunkt for varmetabsrammeberegninger og krav til den enkelte bygningsdel fremgår af tabel 3.2.

Der er dog et krav for sommerhuse om, at det samlede areal af vinduer og yderdøre, herunder ovenlysvinduer og ovenlyskupler, glasydervægge, glastage og lemme mod det fri, som udgangspunkt ved beregningerne udgør højst 30% af det opvarmede etageareal.

Varmetabsrammeberegninger kan – som alternativ til energirammeberegninger – også anvendes i forbindelse med tilbygninger, og her er kravet til vindues– og dørareal 22% af det opvarmede etageareal af tilbygningen. Udgangspunktet for beregningerne er vist i tabel 3.1.

Både for sommerhuse og tilbygninger kan det faktiske areal af vinduer døre etc. således godt overskride henholdsvis de 30 % og 22 %, når blot man samlet set holder sig inden for varmetabsrammen.

Bemærk, at der ved varmetabsrammeberegninger for tilbygninger – bortset fra tagboliger og førstesale – kan modregnes 50 % af det tidligere varmetab gennem den dækkede del af den eksisterende bygning.

I tabel 4.1 er vist hvorledes der i de enkelte situationer kan anvendes:

Alternativ 1:   Energiramme
Alternativ 2:   Varmetabsramme
Alternativ 3:   Komponentkrav

Det ses fx således, at der ved tilbygninger foruden energirammen som alternativ kan anvendes en varmetabsramme; hvor der som udgangspunkt for beregningerne anvendes en i lovgivningen fastsat største værdi for U-værdi og linjetab for de enkelte bygningsdele og samlinger.

Ved anvendelse af varmetabsrammen (tilbygninger) tages der således som udgangspunkt, at tagkonstruktioner højst må have en U-værdi på 0,12 W/m² og et linjetab på 0,10 W/mK, som det fremgår af tabellen.

For at undgå en særlig dårligt isolerende tagkonstruktion ved anvendelse af varme- tabsrammen, må U-værdien dog ikke overstige 0,20 W/m² K og linjetabet ikke overstige 0,20 W/mK.

Ved kileskåret isolering er det gennemsnitsværdien for tagfladen, som ikke må overstige 0,20 W/m² K.

Af fugttekniske årsager bør U-værdien på det tyndeste sted af isoleringen ikke være højere end 0,30 W/m² K.

Ved et linjetab forstås det ekstra varmetab, som følge af kuldebroer, som opstår pr. løbende meter af samlingen udover varme- tabet imellem de to bygningsdele som samles. Bemærk, at det af lovgivningen fremgår, at der skal tages hensyn til linjetabet ved samling mellem tag og ovenlys, men ikke til samlingen mellem tag og væg, som illustreret på figur 4.1.

Endelig må arealet af vinduer etc. i en tilbygning ved varmetabsrammeberegninger som udgangspunkt ikke overstige 22 % af det opvarmede areal af tilbygningen.

Bemærk, at hvis en ny bygning skal kunne klassificeres som frivillig lavenergiklasse, så skal alle værdier i de tre kolonner i tabel 4.1, som angiver det maximale dimensionerende varmetab i W/m² klimaskærm, overholdes.

¹⁾    Varmetabsrammen omfatter kun tilbygningen. Dog kan 50 % af det tidligere varmetab gennem den dækkede del af den eksisterende bygning modregnes i varmetabsrammeberegning. Dette gælder dog ikke for tagboliger og førstesale.
²⁾    Udgangspunkt for varmetabsrammeberegning ved fx store vinduesarealer.
³⁾    Ved varmetabsrammeberegninger må disse værdier ikke overskrides.
⁴⁾    Max 22 % vinduesareal.
⁵⁾    Max 30 % vinduesareal.
⁶⁾    Under forudsætning af fornøden rentabilitet (dog ikke ved udskiftning).

De energitekniske beregninger kan, foruden U-værdikrav på komponentniveau, baseres på varmetabsrammen, hvor der som udgangspunkt for tagkonstruktioner anvendes det generelle krav om en maximal U-værdi på 0,15 W/m² K og et maximalt linjetab på 0,10 W/mK samt en begrænsning af vinduesarealet til 30 % af det opvarmede etageareal. Også ved ombygning, vedligeholdelse og udskiftning gælder de ovenfor nævnte værdier – under forudsætning af fornøden rentabilitet. Ved anvendelse af rentabilitetsberegninger betragtes et sommerhus som bolig også i vinterhalvåret. Figur 4.1 viser de nævnte krav.

Det fremgår af BR18 § 254, at bygningsdele (herunder tage og ovenlys) der begrænser rum, som får tilført rigelig spildvarme – fx kedelcentraler eller bagerier – eller som ikke – eller kun kortvarigt opvarmes over 5 ^oC, skal varmeisoleres svarende til anvendelsen.

Isoleringen skal derfor foretages ud fra en økonomisk vurdering eller komforthensyn.

Bemærk, at der i BR for tage ikke er særlige krav til varmeisolering af kølerum, fryserum, skøjtehaller og lignende.

Da køling generelt kræver mere energi end opvarmning, er det dog vigtigt at disse bygninger isoleres mindst på niveau med opvarmede bygninger.

Da ovenlysvinduer og tagvinduer bidrager betydeligt til bygningens energitab, stilles der relativt strenge krav til disse bygningsdele, hvilket fremgår af tabel 7.1. Det ses af tabellen, at der stilles krav både til U-værdi og linjetab.

Det fremgår også af tabellen, at der ved tilbygninger og sommerhuse stilles krav til begrænsning af vinduesarealet herunder arealet af vinduer i tag-/loftkonstruktionen.

Ved udskiftning af ovenlysvinduer (tagvinduer) må energitilskuddet gennem vinduet i opvarmningssæsonen ikke være mindre end 0 kWh/m² pr. år og U-værdien inklusive karm må højst være 1,40 W/m² K. De nærmere regler for beregningerne er angivet i BR18 § 258.

¹⁾    Udgangsværdier for beregning baseret på varmetabsramme.
²⁾    Ved udskiftning – uanset rentabilitet.
³⁾    Max 22 % vinduesareal.
⁴⁾    Max 30 % vinduesareal.
⁵⁾    Ved udskiftning af ovenlysvinduer etc. må energitilskuddet ikke være lavere end 0 kWh/m² år.
⁶⁾    Rentabilitetsberegning, hvis kravet ikke overholdes.

Der skal ske en generel opgradering af klimaskærmen (tag og ovenlysvinduer) til dagens isoleringsniveau, hvis en bygning ombygges til et andet formål, og dette indebærer et væsentligt større energiforbrug, eller der sker inddragelse af fx udhus til beboelse eller der påbygges en ny tagetage, 

Energitekniske beregninger kan baseres på energirammen som for nye bygninger. Dog benyttes ved arealberegning det samlede areal af den oprindelige bygning og tilbygningen. Hvis det byggeteknisk ikke er muligt at leve helt op til dagens isoleringskrav, skal den manglende ydeevne erstattes af andre energimæssige løsninger (fx solfanger, solceller eller varmepumper), der kompenserer herfor – uanset rentabilitet.

Kravene til U-værdier for tage og ovenlys/ovenlyskupler, herunder begrænsning af vinduesarealer, fremgår af tabel 4.1 og tabel 7.1.

Bygningsmæssige ændringer, der indebærer et forhøjet energiforbrug, kan gennemføres, hvis der gennemføres tilsvarende kompenserende energibesparelser. Ændringer skal dog overholde kravene, som fremgår af tabel 4.1 og tabel 7.1. Den manglende energimæssige ydeevne dækkes fx ved merisolering, solvarmeanlæg, varmepumpeanlæg eller solceller.

Hvis der gribes ind i en eksisterende tagkonstruktion, skal denne opgraderes til dagens isoleringsniveau, som vist i tabel 4.1 – under forudsætning af fornøden rentabilitet.

Der skal således fx foretages rentabel isolering i forbindelse med lægning af ny tagdækning i form af ny overpap på eksisterende tag. Rentabel isolering skal også foretages, hvis en reparation omfatter udlægning af ny tagdækning på mere end 50 % af tagfladens areal.

Hvis der derimod foretages en udskiftning af tagkonstruktionen, skal der ske en opgradering til dagens isoleringsniveau – uanset rentabilitet.

Ved udskiftning af tagkonstruktionen kan byggetekniske forhold betyde, at isoleringskrav ikke kan opfyldes. Den manglende ydeevne skal så erstattes af andre energitekniske løsninger, der kompenserer herfor. De samme forhold gælder ved udskiftning af ovenlys- og tagvinduer.

Ved en ombygning, eller andre forandringer i bygningen, og som ikke omfatter ændret anvendelse skal der iht. BR18 § 275 ske en opgradering af klimaskærmen og installationerne, således at dagens krav på energiområdet opfyldes. Det vil for tagets vedkommende sige til U-værdi (W/m² K) og linjetab (W/mK) på henholdsvis 0,12/0,10 og for ovenlysvinduer til 1,40/0,10.

En sådan opgradering skal dog kun foretages, hvis den enkelte foranstaltning har den fornødne rentabilitet defineret som:

Kravene fremgår af tabel 4.1 og tabel 7.1.

Bemærk, at ved en total udskiftning af en bygningsdel – fx en hel tagkonstruktion incl. nye spær, eventuelle ovenlys m.v. skal kravene i tabel 4.1 og tabel 7.1 dog altid overholdes uanset rentabilitet.

Et alternativ til at opfylde U-værdier og linjetab i tabel 4.1 vil for større bygningsrenoveringer være at bruge energirammer for eksisterende bygninger - også kaldet renoveringsklasser, som er nærmere omtalt i BR18 § 280.

Denne nye metode til at opfylde energikravene ved større ombygninger og andre forandringer er frivillig og medfører større fleksibilitet for bygherren.

Det vil sige, at i stedet for at opnå varmebesparelsen ved efterisolering af bygningsdele med tilhørende rentabilitetsberegninger, så opnås der ved anvendelse af en energiramme frihed til at gennemføre andre energibesparende tiltag, der samlet set bringer bygningens energibehov ned på et fremtidssikret niveau.

For at opfylde renoveringsklasserne skal man overholde en energiramme, og behovet for energi skal mindst reduceres med 30 kWh/m² pr. år. For renoveringsklasse 1 skal kravene til et tilfredsstillende indeklima som angivet i BR18 § 280 desuden være opfyldt.

I forbindelse med ombygning og andre forandringer i bygningen gælder en række undtagelser for de energitekniske krav.

Undtaget er således kirker, fredede bygninger og bygninger, som er en del af et fredet fortidsminde samt bevaringsværdige bygninger, der er omfattet af en bevarende lokalplan, tinglyst bevaringsdeklaration eller bygninger udpeget i kommuneplanen som bevaringsværdige. Se BR18 § 278.

Hensyn til byggeteknik, fugtforhold og arkitektur kan dog også begrunde en undtagelse fra reglerne.

Tvivlstilfælde kan forelægges kommunal- bestyrelsen til afgørelse.

Beregningerne tager udgangspunkt i DS 418 kap. 6.12.4. Herfra stammer figur 12.1 og 12.2, som viser principperne for fastlæggelse af de geometriske forhold ved beregningerne af linjetabet som følge af kuldebroen forårsaget af lysningspanelet.

Linjetabet afhænger af lysningspanelets højde over tagisoleringen (benævnt samling) og isoleringstykkelsen i lysningspa nelet.

Karm over ”samling” medregnes til ovenlysets U-værdi og oplyses af producenten.

Den del af lysningspanelets højde, som indgår i beregningerne (samlingen), måles fra oversiden af isoleringen i selve taget til undersiden af karmen i ovenlys og til oversiden af isoleringen på siden af karmen i tagvinduet. Det forudsættes, at der er tale om en trækarm, og at isoleringens varmeledningsevne i lysningspanelet er højst 0,04 W/mK.

Linjetabet som følge af lysningspartiet er angivet i tabel 12.1. Ved andre højder og isoleringstykkelser kan der interpoleres i tabellen. Hvis ikke lysningspanelet er isoleret på samme måde langs alle fire sider (fx hvis ovenlys/tagvindue ligger direkte an mod spær uden mellemliggende isolering) bestemmes linjetabet ved at vægte værdierne for arealerne med ”0” (ingen isolering) og den aktuelle isoleringstykkelse.

Der skal bestemmes linjetab i et lysningspanel omkring et ovenlysvindue på 1 x 1m. Ovenlyset er indlagt imellem to spær (ingen isolering i lysningspanelet). Der er anvendt 50 mm isolering på de to andre sider af lysningen.

Lysningspanelets højde over tagisoleringen (samling på figur 12.1.1) er 0,125 m. Fabrikanten af ovenlys har ved deklarering af ovenlysets U-værdi allerede taget hensyn til kuldebroen som følge af trækarmen.

Af tabel 12.1 fremgår, ved interpolation, at linjetabsværdien for de to isolerede sider er 0,095 W/mK og for de to uisolerede sider 0,30 W/mK.

Det vægtede linjetab bliver derfor: (2 • 0,095 + 2 • 0,30)/4 = 0,2 W/mK.

Dette betyder, at denne løsning lige netop lever op til dagens krav om et maksimalt linjetab på 0,2 W/mK ved anvendelse af energirammeberegninger.

Med en ”samling” i lysningspanelet på 125 mm og en gennemsnitlig isoleringstykkelse i lysningspanelet på 50 mm opnås ved interpolation i tabel 12.1 et linjetab på 0,095 W/mK. Denne løsning er således acceptabel i de tilfælde, hvor bygningsreglementets krav er et linjetab på højst 0,1 W/mK (se tabel 7.1).

Karmen udgør en væsentlig kuldebro og bør derfor være medregnet ved deklaration af ovenlysets eller tagvinduets U-værdi.

Såfremt karmen ikke er medregnet findes der i DS 418 kap. 6.12.4 (Annex H) detaljerede retningslinjer for, hvordan der skal beregnes et tillæg til U-værdien for at kompensere for det ekstra varmetab gen nem ovenlys, karm og ramme.

Ved udskiftning af ovenlysvinduer må energitilskuddet gennem vinduet i opvarmningssæsonen ikke være mindre end 0 kWh/m² pr. år.

Det er valgfrit, om man ved energiberegninger som transmissionsareal anvender det udvendige overfladeareal eller et areal svarende til det udvendige karmmål. For et buet ovenlys kan det typisk betyde en forøgelse af transmissionsarealet på 20 %.

Ved beregning af det tilladte vinduesareal, skal der anvendes det samme transmissionsareal ved beregning af U-værdi som anvendes ved energiberegninger.

For andre om- og udbygninger, fx karnapper og kviste, bestemmes transmissionsarealet af de udvendige mål.

Ovenlys, anvendelse af varmetabsrammeberegninger
Tilbygning

Der regnes på en tilbygning med fladt tag, som vist på figur 13.1.1. Tilbygningens energiforhold beregnes ved hjælp af varmetabsrammen. Som udgangspunkt antages alle de nye bygningsdele hver for sig at opfylde varmeisoleringskravene ved BR18-bestemmelserne for tilbygninger. Her er således allerede indregnet et max vinduesareal i ydervægge på 22 % m.m. Tilbygningens dækkede vægareal er på 100 m².

Der ønskes imidlertid indbygget yderligere to ovenlysvinduer med en dimension på 1,2m x 1,2 m og en netop tilladelig U-værdi på 1,4 W/m² K. De to ovenlysvinduer har et areal på i alt 2,88 m². Det ekstra varmetab vælges kompenseret ved en forøgelse af den øvrige tagflades isoleringstykkelse.

I den eksisterende ydervæg antages dækket et areal på 15 m², med en U-værdi på 0,4 W/m² K. Transmissionstabet gennem den dækkede vægflade er derfor 15 • 0,4 = 6 W/K, hvoraf det i henhold til BR18 er tilladt at kompensere med de 50 % ved energi- eller varmetabsrammeberegninger.

Transmissionstabet gennem de to ovenlys med en tilladelig U-værdi på 1,4 W/m² K iht. BR15 bliver 2,88 m² • 1,4 W/m² K = 4,03 W/K. Hertil kommer et max linjetab iht. BR18 på

0,1 W/mK. Med en samlet perimeter på 2 • (1,2 + 1,2 + 1,2 + 1,2) = 2 • 4,8 m = 9,6 m bliver det ekstra transmissionstab 0,1 • x 9,6 = 0,96 W/K.

Det samlede ekstra varmetab bliver derfor 4,03 W/K + 0,96 W/K = 4,99 W/K.

Da 50 % af den dækkede vægs varmetab kan benyttes ved kompensationsberegninger ved hjælp af varmetabsrammen så skal der i alt kun kompenseres for 4,99 W/K ÷ 0,5 • 6 W/K = 1,99 W/K.

Den del af tagfladen, som erstattes af to ovenlys har et areal på 2,88 m² og iht. BR15 en U-værdi på 0,12 W/m² K og derfor et varmetab på 2,88 m² • 0,12 W/m² K = 0,35 W/K.

Det resterende tagareal, hvor det ekstra varmetab skal fordeles er 100 m² ÷ 2,88 m² = 97,12 m².

Ved kompensering af isoleringstykkelsen på tagfladen er udgangspunktet et varmetab på 97,12 m² • 0,12 W/m² K = 11,6 W/K.

Det ønskede formindskede varmetab fordelt på den resterende tagflade bliver derfor:

(11,6 – 1,99)/97,12 = 9,61/97,12 = 0,098 W/K.

Den nødvendige ny isoleringstykkelse med et isoleringsmateriale med en lambda værdi på 0,039 W/mk bliver derfor:

T = 0,039 (1/0,098 ÷ 1/0,12) = 10,2 ÷ 8,33 W/K = 0,039 • 1,87 = 0,072 m = 72 mm.

Med en udgangsværdi iht. BR18 på 0,12 W/m² K svarende til en isoleringstykkelse på 315 mm ved lambda 39, skal den gennemsnitlige isoleringstykkelse øges til fx 390 mm.

I stedet for at opfylde krav til U-værdier og linjetab, som det for nye bygninger fremgår af tabellerne 4.1 og 7.1, så kan man ved større bygningsrenoveringer vælge at bruge energirammer for eksisterende bygninger – også benævnt renoveringsklasser.

Denne metode til at opfylde energikravene ved større ombygninger og andre forandringer er frivillig og har til formål at give bygherrerne større fleksibilitet.

I stedet for at stille krav om varmebesparelse ved efterisolering på bygningsdelsniveau og tilhørende rentabilitetsberegninger, så giver energirammerne frihed til at gennemføre andre energibesparende tiltag, der samlet set bringer bygningens energibehov ned på et fremtidssikret niveau.

Bemærk dog, at ved total udskiftning af en tagkonstruktion inkl. nye spær etc. eller udskiftning af ovenlysvinduer etc., så skal kravene til maximale U-værdier, som fremgår af tabel 4.1 og 7.1, overholdes.

For at opfylde kravene til renoveringsklasserne skal man overholde en energiramme ved beregninger, ganske som for nye bygninger, og desuden skal behovet for tilført energi mindst reduceres med mindst 30 kWh/m² pr. år. Herudover skal der være en andel af vedvarende energi i den samlede varmeforsyning til bygningen. For renoveringsklasse 1 skal kravene til et tilfredsstillende indeklima i BR18 § 281-288 desuden også være opfyldt.

Kravene for de to renoveringsklasser fremgår af tabel 15.1. Endvidere ses, hvorledes de to klasser kan benyttes til en energimærkning i henholdsvis klasse A og C.

Der findes en række isoleringsprodukter til varmeisolering af kolde og varme tage samt til omvendte tage og duo-tage.

I tabel 15.1 er givet en oversigt over typiske egenskaber og anvendelsesmuligheder.

Se også VIF’s produktoversigt på: www.vif-isolering.dk

λ_dekl. i tabellen er den såkaldte deklarerede varmeledningsevne. 

Tabel 15.1: Densitet og varmeledningsevne for isoleringsmaterialer til tage.
¹⁾ Hvis EPS anvendes som direkte underlag for en tagpapdækning, skal producenten oplyse om krympningsforhold.

Til beregning af U-værdier anvendes den deklarerede varmeledningsevne λ_dekl. 

Beregning af U-værdier foregår på basis af DS 418 og de deri angivne beregningsmetoder.

Dansk Forening af fabrikanter af varmeisoleringsmaterialer (VIF) udgiver en U-værditabel, hvorfra følgende typiske overslagsmæssige U-værdier stammer.

Varmetabet kan ved nybyggeri ikke baseres på faste U-værdier, idet der skal udføres en samlet beregning af, om energiforbruget ligger indenfor energirammen for den aktuelle bygningstype.

I det følgende er i tabel 16.1.1 vist U-værdier for fx ventilerede tagkonstruktioner med et spær på 45 mm x 120 mm og isolering over eller evt. under spærfod. For andre dimensioner kan beregninger udføres efter DS 418 eller søges i U-værditabel 2013 fra VIF, som kan købes eller downloades fra nettet på www.vif-isolering.dk.

Der er tale om gitterspærlofter, skrålofter, hanebåndslofter og skunkgulv/vægkonstruktioner, som vender mod et ventileret hulrum.

Konstruktionsprincippet er vist på figur 16.1.1.

Figur 16.1.1: Ventileret tagkonstruktion med en spærfod på 45 mm x 120 mm. Udvendig beklædning er tagpap på et træunderlag og indvendig beklædning er 13 mm gipsplader.

Tabel 16.1.1: U-værdi for ventilerede tagkonstruktioner. Konstruktionen er beskrevet i figur 16.1.1. Der er regnet med et isoleringsmateriale med ldekl. = 37 mW/mK. For andre isoleringstykkelser kan U-værdier ses i U-værditabel 2009 eller beregnes på grundlag af DS 418.

Kolde ventilerede paralleltage kan anvendes i fugtbelastningsklasserne 1, 2 og 3 (se senere).

I tagkonstruktioner over rum med beskeden fugttilførsel, det vil sige fugtbelastningsklasse 1 og 2 (se afsnit 17.5), kan anvendes uventilerede træbaserede tagelementer i kombination med en såkaldt fugtadaptiv dampspærre. Der er dog en række vigtige begrænsninger ved anvendelse af en sådan dampspærre, hvilket vil fremgå af producenternes brochuremateriale, herunder fx skyggeforhold på taget, orientering mod verdenshjørner og taghældning. For at forhindre uhensigtsmæssig intern konvektion i tagelementerne, bør disse udfyldes helt med isoleringsmateriale, i det mindste altid, når det gælder hældningstage.

I figur 16.3.1 er vist princippet i en uventileret tagkonstruktion med en fugtadaptiv dampspærre, og i tabel 16.3.1 U-værdier for forskellige isoleringstykkelser. En fugtadaptiv dampspærre ændrer fugttransportegenskaber ved en ændring i fugtforholdene i det miljø, den fugtadaptive dampspærre befinder sig i.

Bemærk de særlige begrænsninger, som knytter sig til anvendelsen af de enkelte typer fugtadaptive dampspærrer. Således vil skygge på tagfladen normalt medføre, at udtørring hæmmes, og at der sker fugtophobning i taget med nedbrydning af træmaterialer til følge.

Grønne tage kan derfor ikke anvendes i forbindelse med fugtadaptive dampspærrer. Solfangere vil normalt også give anledning til uhensigtsmæssig skyggevirkning på taget. Endelig kan skygge fra fx andre bygninger, brandkamme og skorstene hæmme solens udtørrende effekt.

I varme tage placeres varmeisolering og tagdækning helt oven på tagets bærende konstruktion.

U-værdien for et varmt tag afhænger tillige af den underliggende konstruktion, som i sig selv bidrager lidt til varmeisoleringsevnen for konstruktionen.

Tabel 16.4.1: Opbygning af isoleringslag i trædefaste varme tage.
¹⁾ EPS: Ekspanderet polystyren
²⁾ PIR: Polyisocyanurat / PUR: Polyurethan

Tabel 16.4.2: Typiske U-værdier for varme tage isolerede med mineraluld eller polystyren [W/m2]. 
¹⁾ Hvis dampspærre anbringes direkte på ståldækket, skal den være brandteknisk egnet evt. dokumenteret ved en MK-godkendelse til formålet.

Til orientering kan der anvendes orienterende U-værdier for varme tage for forskellige bygningskategorier, som angivet i tabel 17.4.3.

Udvendig merisolering af kolde tage er en sikker renoveringsmetode, som forbedrer både varmeisolering og fugtforhold på tagfladen. Den nødvendige merisolering – fastlagt som forholdet imellem den eksisterende og den nye isolering – kan bestemmes ud fra fugtbelastningsklassen for de underliggende rum, som vist på tabel 16.5.2.

Tabel 16.5.1 viser den nødvendige merisolering.

Tabel 16.5.2: Forholdet imellem den nye og den eksisterende isolans i et ventileret koldt tag, som efterisoleres udvendigt 1).

¹⁾ Lukning af ventilation efter et år eller efter det er konstateret, at tagkonstruktionen er tør. U-værdier fremgår af tabel 16.5.1.
²⁾ På det laveste sted kan accepteres 2:3.
³⁾ Skal vurderes og beregnes for det enkelte tilfælde.

Den nødvendige isoleringstykkelse kan også beregnes med fugtsimuleringsprogrammer, som fx MATCH eller WUFI. Disse beregninger kan give lidt andre isoleringstykkelser og dermed også lidt andre forhold imellem de to isoleringstykkelser end anført i tabel 16.5.2.

Resultater fra beregningerne kan benyttes til at vurdere risiko for skimmelvækst i konstruktionerne.

Skemaet for fugtbelastningsklasserne 1, 2 og 3 i tabel 16.5.2 er baseret på en lang række praktiske målinger på merisolerede tage over boliger og institutioner. Når de fugttekniske forhold i en bygning er fugtbelastningsklasse 4 og 5, skal der altid udføres en beregning af den nødvendige merisoleringstykkelse. Det er vigtigt, at der ikke indbygges fugt i den nye isolering, da der praktisk taget ikke ville kunne ske nogen udtørring.

Fugtbelastningsklasser kan benyttes i forbindelse med fugtberegninger til at beskrive den fugtbelastning fra indeluften, som en konstruktionsdel er udsat for.

Fugtbelastningsklasser er en forenklet metode til at beskrive, hvorledes fugtproduktionen indendørs og luftskiftet påvirker vanddampkoncentrationen i indeluften.

Fugtbelastningsklasserne kan i opvarmede bygninger benyttes i forbindelse med vurdering af kondens på kuldebroer og den deraf følgende risiko for skimmelsvampevækst.

Figur 16.5.1 viser forenklede, beregnede fugtbelastningsklasser i henhold til standarden DS/EN ISO 13788 (Dansk Standard, 2013) baseret på det danske referenceår TRY. Fugtbelastningsklasserne er vist både som indendørs vanddampkoncentration og som indendørs relativ fugtighed ved en lufttemperatur på 20 °C.

Den orienterende opdeling i fugtbelastningsklasser, som findes i tabel 16.5.3, gælder for de mest almindelige bygningsanvendelser. Fugtbelastningen nedefra kan variere meget for de forskellige bygningsanvendelser. Fugtmålinger i den aktuelle bygning (foretages bedst om vinteren eller efteråret) kan afsløre, om bygningen må rykkes op i en højere fugtbelastningsklasse. Fx kan bygninger med utilstrækkelig ventilation have et meget fugtigt indeklima.

En bygning med overtryksventilation og befugtning giver normalt også en så stor fugtbelastning af tagkonstruktionen, at den må placeres i fugtbelastningsklasse 4 eller 5.

Ved udvendig merisolering af kolde tage kan ventilationen af det oprindelige tag lukkes efter et års forløb, eller når tagkonstruktionen er tør. De i tabel 16.5.1 givne U-værdier gælder, når ventilationen er lukket.

1) I Danmark anses en bolig for at have normal ventilation, hvis bygningsreglementets krav om ventilation er opfyldt.
2) Beboelsestætheden kan fx være ukendt i lejeboliger.
3) I Danmark henregnes idrætshaller med mange tilskuere til fugtbelastningsklasse 3.

Bemærk, at tagkonstruktioner over svømmehaller er en særlig udsat konstruktion, og at stort set al isolering bør placeres over taget (ved renovering den gamle tagdækning), der herefter fungerer som dampspærre. Det kan dog af hensyn brand og akustik i det underliggende rum være nødvendigt at have en beskeden isolering i loftkonstruktionen

Udvendig merisolering af varme tage vil altid forbedre de fugttekniske forhold og reglerne for minimumtykkelser for merisolering, som beskrevet for kolde tage, gælder derfor ikke. Også i dette tilfælde er det dog vigtigt, at der ikke indbygges fugt i den nye isolering.

Ved merisolering af varme tage, hvor den gamle isolering indeholder træbaserede materialer, skal de varme tage behandles på samme måde som kolde tage.

Til tagterrasser, parkeringsdæk og taghaver anvendes ofte en opbygning som omvendt tag eller som duo-tag. Isoleringen over tagmembranen skal da udføres af ekstruderet polystyren (XPS), som har stor modstand mod vandoptagelse.

I DS 418, 2011/prEN ISO6946 er angivet en detaljeret beregningsmetode til fastsættelse af et tillæg til U-værdien som følge af isoleringens tættere kontakt med det udendørs vejrlig.

Ved omvendte tage og duotage skal der anvendes en ballast, som modvirker opdriften på isoleringsmaterialer over den vandtætte membran.

¹⁾ Hvis det øverste lag isolering er mindre end 1/3 del af den samlede isoleringstykkelse (isolans), skal der være dampspærre i konstruktionen på betondækket.

NB! Tilstrækkelig ballast på taget skal modvirke opdrift på det øverst lag isolering.